Udvidet returret frem til 31. januar
Pas nu på!
Du har sikkert prøvet at stå med dit barn, som er kommet til skade i leg. Måske trådte dit barn på en rive, som var efterladt på græsset, og fik skaftet i hovedet med en ordentlig bule til følge? Måske var dit barn lige ved at cykle ind i dig eller kantstenen, fordi øjnene kiggede mere på en fladmast due ude i vejkanten end på vejen? Måske gik dit barn for tæt forbi et gyngende barn og blev ramt? Eller hoppede for tæt på kanten eller et andet barn på trampolinen?
Så står du der og skal trøste, snotten står ud af næsen på det grædende barn, og råbet på ”PLAAAAAASTEEEEER!” er øresønderrivende. Og så sker der det mærkelige, at du skælder ud på det stakkels barn?! Bebrejder barnet, at det dog ikke kunne passe bedre på! Hvad er det, jeg har sagt tusind gange til dig om at passe på/se dig for?
Når I er faldet lidt til ro, ved du jo godt, at det er dumt at blive ophidset. Du finder plaster, krammer og trøster. For det handler jo om, at du gerne ville undgå, at dit barn kom til skade. Det gør jo også ondt på dig! Derfor formaner du, derfor vil du gerne have, at dit barn hører efter.
For verden er farlig, og bulerne sidder på lur ude i træerne og venter på at lande lige midt på dit barns pandebrask. Du påtager dig ansvaret for, at dit barn kom til skade, og når det så ikke virker, bebrejder du først dit barn for ikke at høre efter, og derefter dig selv for at kunne lade det ske.
Men forskning – og for nogle sund fornuft – viser, at det er en fejlagtig måde at tænke på.
I dette blogindlæg kommer vi blandt andet ind på,
- hvorfor det er vigtigt, at vi giver plads og tid til den farlige leg
- hvordan regler og formaninger påvirker legen
- vores 3 råd til sikker, fri og lærende leg.
Børn kender deres kroppe bedst
Tendensen til, at det er de voksne, der skal passe bedre på børnene, så de ikke tager skade, er en skævvridning af ideen om børns leg og læring.
For børn kender deres egne kroppe og deres formåen bedst, siger legeforsker Helle Skovbjerg Karoff, der i forskningsprojektet Fare, leg og teknologi har undersøgt, hvordan børn forvalter fare i deres fysiske legeaktiviteter.
Konklusionen er tydelig: Jo mindre vi blander os, jo bedre finder børnene ud af at bruge deres kroppe på en måde, så de ikke kommer galt afsted.
Men uh, hvor er det svært at finde balancen mellem overbeskyttelse og omsorg!
Skal vi undgå farlig leg?
At passe på børn ER jo at vise omsorg. Sørger vi for, at de ikke kan komme til at slå sig, så bliver de ikke kede af det, og det føles godt og trygt. Vi forsøger at afholde børnene fra at lege farlige lege og finde trygge lege i stedet for. Men er det godt?
Skal vi passe på vores børn ved at vise en grad af omsorg, som afholder dem fra at slå sig, falde ned, skrabe knæ og få en bule? Er det en god idé, at de undgår farlig leg?
Det er selvfølgelig ikke rart at børn kan komme til skade. Men sagen er, at de også kan komme til skade, når vi afholder dem fra at lege farlige lege. Og de skader - både socialt og motorisk - ved ikke at lege vildt, er langt større, end ved at lege frit og risikere at børnene slår sig!
Forskning i børns leg viser med al tydelighed det, som mere ”barske” forældre og bedsteforældre også ofte bringer på bane; nemlig at børn ikke tager skade af et par buler hist og her. Tværtimod:
Børn lærer en masse om deres egen fysiske formåen, deres grænser og deres motorik, når de leger vildt og farligt, hvor der faktisk er en chance for at komme til at slå sig.
Det er også derfor, at vi kalder vores plastre for kompetenceplastre:
Farlig leg og at øve sig på noget nyt kan betyde, at man får rifter, buler eller skrammer og en forskrækkelse. Og så hjælper det gevaldigt at få et flot plaster på, blive trøstet og fo mod på at prøve igen. Nye kompetencer kommer gennem øvelse - også selvom det giver skrammer. De er bare seje og tegn på, at man er ved at blive god til noget nyt.
Den læring og selvtillid får ungerne ikke, når de bliver sendt afsted med 5 påmindelser, eller hvis de hygger sig med en skærm alene eller online med vennerne. Desværre.
Leg på skærm tager tid fra den frie, farlige leg
Digital leg fylder mest, når børnene kommer hjem fra børnehave og skole, mens ungerne bruger mindst tid på vilde lege og at lege udendørs uden opsyn. Det konkluderer Levende Legekulturs store legeundersøgelse fra 2023
Du har måske hørt om deres anbefalinger om, at vi skal skrue ned for mængden af fritidsaktiviteter og planer og leg på skærme, så der er mere tid til børns fysiske leg. Og at vi skal være opmærksomme på, om det er blevet os forældre, der er børnenes bedste legekammerater i stedet for søskende og nabobørn.
"Det bekymrer mig, at der ikke er mere overskud til at lege i børns hverdag, end at de kan sidde med deres skærme. Altså, der er ikke tid til, at man rigtig kan mødes med venner eller børn i nabolaget "- legeforsker Ditte Winther-Lindqvist, Aarhus Universitet, til DR.
Mere fri leg uden voksne der kigger med
Legeforsker Helle Skovbjerg Karoff har bl.a. observeret børn i leg på en trampolin som en del af hendes forskningsprojekt.
Ifølge hendes observationer, så bliver børn usikre af at blive overvåget af voksne og glemmer at passe på. Det er som om legens boble punkteres af voksnes indblanding og ikke er nær så sjov. Børn mister lysten til at tage chancer og risici, når de voksne siger ”Pas nu på!” og laver regler. Og børn glemmer at passe på af at få at vide, at de skal passe på!
De skal have lov til at klatre i træer, køre hurtigt, gynge og slås med sværd uden at være under konstant opsyn og med alle mulige regler om, hvad der er for højt og for farligt.
Den konklusion bliver underbygget af Levende Legekulturs legeundersøgelse, der viste at børns leg er meget mere overvåget end da vi selv var børn.
Forsker Ditte Winther-Lindquist vurderer, at overvågningen skyldes en bekymringskultur, hvor vi eksempelvis vil beskytte ungerne mod fysisk smerte
Men det er et uheldigt hensyn, for undersøgelsen viser, at
“børn, der får lov til at prøve en masse og måske har slået sig - de er mere risikovillige og føler en større selvsikkerhed i forhold til, hvad de kan og tør. ” - Ditte Winther-Lindquist
Når omsorgen kammer over
Ja, ja – men på den måde skal alle børn jo have et klippekort til skadestuen, tænker du måske. Brækkede lemmer er sørme sjovt og sundt, eller hvad? Det vælter jo med statistikker om flere og flere børn, der kommer til skade på trampoliner og på legepladser - og hjemme!
Men faktisk så er det jo ikke sikkert, at det er børns leg eller deres legeudstyr, der er blevet farligere og derfor kalder på mere overvågning og flere regler.
Helle Skovbjerg Karoff peger i stedet på, at det faktisk er børnenes fysiske formåen og evne til at stole på, hvad de kan og ikke kan, der er forringet, og at det er derfor, de kommer til skade.
Voksne har blandet sig alt for meget, så nu virker børnenes egne vurderinger af situationens fare ikke så godt længere, og de store børn glemmer i stigende grad at tage hensyn til de mindre børn i legen. Fri leg bliver mere og mere fremmed for børn, fordi vi voksne er bange for, at de kommer til skade. Det kommer af omsorg, men det er blevet til overbeskyttelse.
3 gode råd til sikker, fri og lærende leg
Her hos Legeakademiet kan vi sagtens genkende trangen til både at placere ansvaret hos en voksen og at bebrejde nogen, når et barn er kommet til skade. Og vi genkender det med at tro, at regler er måden at undgå ulykker og skader.
Det bliver svært at lave om på! Men vi har strikket et par gode råd sammen til dig, der gerne vil genlære, hvordan du igen sætter dit barns sikkerhed og egne kompetencer i højsædet ved at blande dig udenom og holde op med at stå og brøle ”PAS PÅ” ved legestativet.
Råd nr 1:
I skal øve jer på det, der er farligt, så dit barn lærer at håndtere farlige situationer – og det kan man kun, hvis det ER farligt.
Beredskabet skal øves, så dit barn kan handle relevant i forhold til det, der er farligt. Find gerne på regler for den farlige leg sammen med dit barn. Er der et bestemt stykke af bækken, som er for farlig, mens resten af vandløbet er ok at lege ved? Stol derefter på, at dit barn selv kan vurdere legen inden for de rammer, I har sat - med mindre dit barn skal ud i trafikken.
Er du en råbe-forælder, der underholder hele nabolaget med løvebrøl, når dit barn cykler 500 meter hen til en kammerat, så cykler I for lidt! Øv jer noget mere. Dit barn skal øve sig i at cykle, og du skal øve dig i at handle relevant i forhold til faren. Når dit barn hører dig råbe og ser dit angstsvedte ansigt, er det jo svært at bevare roen og køre stille og roligt.
Så øv jer i at bevare roen sammen. Men dermed ikke sagt, at I skal pløje ned af hovedvejen med fuld fart … Og husk cykelhjelmen, en ringeklokke og gerne også refleksvest, så I kan ses og høres.
Råd nr 2:
Leg jer frem til gode vaner
Når det handler om at færdes i trafikken – som ofte er noget af det mest angstprovokerende for forældre, og desværre også et område, hvor børn kan komme alvorligt til skade – så er der visse regler, dit barn skal kende.
I trafikken nytter det ikke at lege frit. Regler er noget abstrakt noget, som du nødvendigvis skal forklare dit barn i et ”hvis nu” – sprog. Det er svært for et barn at forestille sig trafik, og derfor kan du ikke forvente, at dit barn opfører sig rigtigt i trafikken, blot fordi du har forklaret om at stoppe ved rødt lys og holde tilbage for lastbiler. I skal også her øve jer.
Prøv at lege trafik. Så kan I tale om færdselsreglerne på en relevant og fysisk måde, hvor der ikke er fare på færde. I kan også øve nogle gode kommandoer, fx ”rødt lys stå, grønt lys gå”, og du kan få en forståelse for, hvor langt dit barn er i forståelsen af trafikken.
Er det på tide at opdatere udstyret til cykelturen? Har I brug for lidt frisk inspiration til, hvordan I kan træne trafiksikkerhed? Eller skal der klikkes et par knæbeskyttere hjem – just in case? Du finder vores fine udvalg af produkter inden for børnesikkerhed lige her.
Råd nr 3:
Se din fjende i øjnene
Er det trampolin-leg, der giver dig søvnløse nætter? Er det klatretræet, der gør dig bekymret eller hader du bare, når ungerne leger nede ved bækken? Så prøv det selv. Vi voksne kommer til at vurdere farlighed ud fra vores egne kompetencer og ikke ud fra, hvad vores børn kan.
Prøv gerne legen af på egen hånd og forsøg at danne dig et realistisk billede af, hvad dit barn egentlig kan. Du får nok ikke lov til at være med i legen, hvis dit barn er mere end 7 år. Men prøv at finde ud af, om det nu er så farligt, som du frygter.
Er regler virkelig relevante? Skal man have styrthjelm og knæbeskyttere på oppe i træet, eller er det måske overkill?
Alt for mange af os udsteder ordrer om, hvad der er ok, og hvad der er no-go, uden at have set ordentligt efter – og det er stensikkert vejen til at ødelægge enhver sjov leg, der ellers kunne have givet dit barn masser af sjov læring og motorisk udfordring. Så giv dig tid til at vide, hvad du taler om. For børn opsøger det farlige for at undgå at legen bliver kedelig.
Pak frygten væk og giv dit barn lov til at lege. Og øv dig i at lade legen ske både hjemme og uden for hjemmet, uden at du holder øje. Er det svært, så trøst dig med, at Helle Skovbjerg Karoff i sin forskning konkluderer, at børn generelt har gode strategier til at håndtere farlig leg, når den ikke bliver overvåget af voksne.
De giver plads til både de modige og mere forsigtige. Og de store passer på de små og lærer dem at gebærde sig hensigtsmæssigt.
Det skal vi huske, når trangen til at holde øje med børnene eller formane dem om at være forsigtige melder sig.
