5 kompetencer, dit barn lærer af at lege sorteringslege.

Dit barn bliver klogere af sorteringslege
21. april 2022

Hvorfor er det udviklende for børn at lege sorteringslege?

Når dit barn leger, er det ikke en modsætning til at lære. At skelne mellem leg og læring er noget, vi voksne har fundet på. Dyr skelner ikke, og det gør børn heller ikke. Når noget er sjovt eller spændende, ryger der ekstra mange nye kompetencer ind på lystavlen i dit barns hoved. Når du tænker over det, så er det præcis sådan, du også selv fungerer. 
Når dit barn leger med træklodser, bygger robotter, laver perlekæder eller ordner dukketøj i dyb koncentration, er det efter vores voksenmåde at opfatte og opdele verden på en leg. Men tager du Legeakademi-briller på, så har disse lege noget tilfælles. Dit barn udvælger særlige ting til deres aktivitet, organiserer dem efter størrelser, farver, funktion eller design, og bruger dem så alt efter, hvor det i legen giver mening. 

Kigger du rigtigt efter, så indgår der i utrolig mange menneskelige aktiviteter en eller anden form for sortering. Vi kan slet ikke opfatte verdens myriader af indtryk uden at sortere i forskellige kategorier. Sortering og kategorisering af ting, af farver, af ord, af følelser, af andre væsner og af oplevelser går hånd i hånd. De er helt grundlæggende kompentencer for, at vi kan opleve og skabe mening med omgivelserne - og med os selv i forhold til omgivelserne. 

Helt enkelt, så vil dit barn måske have den gule familie til at flytte ind i det gule hus i familie-sættet på billedet herunder. Dit barn kigger på figurerne og ser, at der er hunde i mange farver. Hvilken en vil passe til det gule hus? Ah - her er den gule. Hvad med den her lilla? Nej, den er sød, men den passer til det lilla hus. Så kan jeg lægge den herover til de andre hunde indtil videre. 

dreng, der leger sorteringsleg

Dit barn lærer at forstå verden og sig selv gennem sorteringsleg - blandt andet.

Den samme sorterings- og kategoriseringsproces gentager sig i lege med perler, robotter og dukketøj. Hele tankerækken med "hvad er det", "hvordan kan jeg bruge den" og "hvad passer til eller er forskellig fra " er en særlig måde at sortere verden på, og det øver vi os i, fra vi er helt små. Sortering og kategorisering er simpelthen en grundlæggende måde at tilegne sig nye ord, begreber og oplevelser. For at forstå hvad noget er og betyder, skal vi have styr på, hvordan det adskiller sig fra noget andet. 

Lege, hvor der indgår sortering - eller deciderede sorteringslege, hvor hele pointen er at sortere genstande, tal eller ord i særlige kategorier, hjælper dit barn med at øve sig i tankeprocessen om at forstå verden og sig selv. Uanset hvad I sorterer. Er det særlige tal, ord eller begreber, dit barn vil have gavn af at øve sig på, så kan du fokusere på sorteringslege, der handler om disse temaer. 

I Legeakademiet har vi i over 17 år udviklet et virkelig godt udvalg af sorteringslegetøj og aktiviteter, der styrker dit barns evne til at sortere og kategorisere. Vi holder hele tiden øje med udvalget på det internationale legetøjsmarked, og vi køber det bedste ind, så det er tilgængeligt for alle vores kunder. 

Vil du gerne have et præcist indblik i, hvad dit barn kan lære at af lege sorteringslege?
Her har du 5 kompetencer, dit barn udvikler ved at lege med sorteringslegetøj eller lege sorteringslege: 

1: Sorteringslege udvikler dit barns ordforråd.

sorteringsleg med dyrefigurer

Sæt dig sammen med dit barn med noget legetøj, dit barn godt kan lide. Det kan fx være et sæt med lækre dyrefigurer, køretøjer eller glimtende diamantperler. Prøv så at spørge dit barn, hvad der passer sammen. Og hvorfor. Der er ikke en rigtig eller forkert måde at sortere på. Vær nysgerrig og prøv at forstå, hvad dit barns logik er bag den valgte sorteringsstrategi. I kan tale om den, og du kan sætte flere ord på, hvordan dyrerne er sorteret. Måske kan man også sortere på andre måder? Hvilke dyr spiser planter? Hvilke kan flyve? Hvilke køretøjer findes i jeres kvarter? Hvilke diamanter er røde? Det kan hurtigt blive en skøn samtale om mange forskellige ting, I ellers ikke taler ret meget om. Husk at være tålmodig og lade dit barn tænke mellem sine svar. Dit udgangspunkt skal ikke være at finde en løsning, men at undres og stille spørgsmål. Verden er nemlig forunderlig. 

2: Når dit barn sorterer, kan I øve jer i matematik.

Herover kan du se et virkelig godt eksempel på, hvordan dit barn kan lære at sortere tal efter deres størrelse ved hjælp af nogle matematik-brikker, der hedder Newméro.
Børn har forskellige læringsstile, som du måske har hørt i institutionen eller skolen. En læringsstil, som rigtig mange børn har gavn af, er at have noget fysisk i hænderne, når abstrakte begreber som fx tal eller regnearter skal læres. 
Her er sortering helt genialt og faktisk grundlæggende for, at dit barn kan forstå forskelle og ligheder mellem tal. Det er også grundlæggende for, at dit barn kan forstå, at nogle tal er større end andre. Sorteringssystemer som fx Newmèro er en genial måde at lære dit barn om tallenes værdi og om, at noget er større eller mindre end andet. Du kan også lave små regnestykker og sortere fx dyrefigurer.

3: Dit barn kan lære at tale om sine følelser og forstå andres følelser ved at sortere.

Alle mennesker har gavn af at øve sig i at føle sympati og empati - altså at anerkende og forstå andres følelser. Også  - eller måske særligt - når de er anderledes end vores egne følelser. At afkode andres ansigtsudtryk og kropssprog kan være en besværlig affære. Men det er ofte sådan, vi forstår andres følelser, fordi følelser kan være så svære at tale om. Hvis du laver sorteringslege med følelser og følelsesudtryk som tema, kan I forbedre dit barns evne til at aflæse andres følelser, give udtryk for egne følelser og få et bedre ordforråd om følelser. Tag et kig på vores fine udvalg af legetøj med følelser som tema og træn empatien. I legen med legetøjet vil der indgå sortering og kategorisering. Fx disse fotokort af forskellige ansigtsudtryk eller denne følelsesananas - jo, du læste rigtigt. Der er også nogle skønne bøger, som I kan tage udgangspunkt i, fordi følelser er beskrevet så fint i dem. 

4: Lær at lave sekvenser ved at sortere.

At lave sekvenser betyder at sortere i en bestemt rækkefølge. Noget kommer før eller efter noget andet for at nå frem til en bestemt resultat. Det er derfor en overbygning til at sortere, som er nødvendig for at kunne tale om før og efter. Sortering kan også være blot mindre end og større end eller blå og rød, men ved sekventiel sortering (uha sikke et ord), handler det om at sortere i en bestemt rækkefølge. Det kender dit barn fra en historie, eller fra når I taler om, hvad der er sket i dag. Først mødte Woody Buzz Lightyear, så blev de uvenner, og så blev de glade igen. Eller først stod I op, så tog I i Rema1000, så legede I på legeplads, på slog dit barn sig på knæet, så pustede I og fik kompetenceplaster på, og så spiste I madpakker. 
At kunne lave sekvenser er at kunne forstå organisering i en form for tidsramme. At tænke lidt udover det, der sker lige nu. Det styrker dit barns evne til at kunne planlægge og strukturere alt fra det at stå op og komme i skole til at udregne komplicerede regnestykker og bygge kæmpe stadioner i byggeklodser. Man skal jo starte et sted, og det kan man kun, hvis man kan tænke i sekvenser og lave dem. 

5: Lær livsduelighed ved at sortere.

skoledreng der kan sortere i sit liv selv

At sortere er en grundlæggende kompetence. Så langt, så godt. Men det er også en kompetence, der er virkelig hot blandt os voksne. 
Vi affaldssorterer hver eneste dag, og det skal vi lære vores børn. Vi sorterer skuffer, skabe og garager for at skabe mere plads og få en mere mindful tilværelse med orden i alt fra møtrikker til silkeslips. Måske du også har sorteret børneværelset efter Montessori-principper for at give dit barn bedre muligheder for at lege.
Vi sorterer i vores apps på telefonen, vi sorterer i vores venneskreds, vi sorterer vores sokker. Når du skal fortælle, hvad I har lavet i weekenden, laver du sekvenser, og det gør du også, når du skal lave mad. Supermarkedet er indrettet efter sorteringer i forskellige typer fødevarer, og dernæst i sekvenser alt efter, hvor du som kunde går hen først og sidst. 
Når du først får øje på det, er der sortering, sekvenser og kategoriseringer overalt. Du kan gribe enhver lejlighed til at tale om hvad der passer sammen, hvad der er forskelligt, og hvad det kommer først eller sidst.  Når dit barn øver sig i netop det at få øje på sortering som metode i at skabe overblik, bliver det en evne, der vil gavne og give ro i mange forskellige situationer. Både på genbrugsstationen, når I skal pakke kuffert, når der skal laves ligninger, og når der er brug for ro i en travl verden. 
At sortere, kategorisere og lave sekvenser er noget, der øger dit barns selvstændighed, selvhjulpenhed og livsduelighed. 

....og så er der i de fleste former for sorteringsleg også guld for finmotorikken, når mindre dele skal samles op, studeres og placeres.

Rigtig god fornøjelse!

 

Related posts
Kommentarer
Tilføj en kommentar
Your email address will not be published