Badelegetøj - Om sikkerhed i badet

Badelegetøj - Om sikkerhed i badet
8. marts 2023

Om kemi, sikkerhed og tryg leg og læring i badet

For nogle forældre er det en kamp at få rollingerne skrubbet rene efter en lang dag med mudderkager og madpakkefingre, men det skal jo gøres indimellem. Derfor er det praktisk at have lidt forskellige badelegetøj, som er herligt underholdende og distraherende, så du kan skylle sand ud af håret og gnubbe malingrester af underarmene, mens dit barn er optaget af at lege.

Hos Legeakademiet finder du et helt utroligt stort udvalg af badelegetøj og badeprodukter til at få badet til at skumme, skifte farve, syde og boble.

Men hvad indeholder produkterne, hvordan skal de egentligt behandles og hvad du skal være opmærksom på, når du shopper legetøj og badeprodukter til dit barns bad? Det kan du blive klogere på i vores blogindlæg her. Vi kommer også ind på, hvad dit barn kan lære af at lege med badelegetøj. For det er jo vores mission at lege børn klogere - også i badet.

Læs med og få mere at vide om, hvad du skal være opmærksom på, når du shopper legetøj og badeprodukter til dit barns bad:

Kemi i badelegetøj – er det farligt?

Vi får ofte henvendelser fra vores kunder om kemi i legetøj. Med god grund. For vi skal som forældre og forbrugere være opmærksomme på, hvad der er i de ting, vi lader børn lege med.

Heldigvis er det sådan, at alt legetøj til børn, der importeres, produceres og sælges i Danmark er underlagt strenge krav til, at det er sikkert at lege med. 

Når du køber badelegetøj i en dansk webshop, kan du være sikker på, at det er sikkerhedsgodkendt og har alle de mærkninger, dansk lovgivning kræver for at kunne garantere dit barns sikkerhed. 

Nogle gange er vi som forbrugere endnu mere kritiske og kræver endnu skrappere forholdsregler for legetøj til vores børn, end hvad lovgivningen kræver. Nogle af os ønsker også at tage mere hensyn til miljø, bæredygtighed, allergivenlighed eller andre hensyn.

Derfor gør vi i Legeakademiet også meget ud af at beskrive vores legetøj og stille krav til vores leverandører om oplysninger om indholdet af kemiske stoffer. 

Forbrugerrådet Tænk har testet badebomber og badeslim

I januar 2021 testede Forbrugerrådet Tænk badesæbe og badebomber, som kan få badet til at syde og boble.

Testen er udført grundigt og videnskabeligt, og resultaterne viste, at alle 9 testede badebomber og badesæber indeholdt ting, som bør give grund til at være ekstra opmærksom som forælder. Ingen af dem var ulovlige eller fejldeklareret, men når Forbrugerrådet Tænk alligevel ikke klart vil anbefale badeprodukterne til børn, så er det på grund af, at det kan udgøre en sundhedsrisiko, hvis vi gennem livet bliver udsat for for mange problematiske stoffer. Det er dét, man kalder den kemiske cocktail eller Cocktaileffekten.

Hos Legeakademiet forhandler vi badelegetøj og badebomber fra tyske Tinti, som havde et enkelt produkt med i Forbrugerrådets test. Dét produkt fik en anmærkning i testen, fordi det indeholder duft fra æteriske olier. Det er inden for reglerne, men æteriske olier kan hos nogle personer give en allergisk reaktion, mens andre kan anvende produkterne hele livet uden problemer.

Vil du være på den helt sikre side, så undgå badelegetøj med dufte. 

Er duft i badelegetøj til børn farligt?

Tænk og Sikkerhedsstyrelsen anbefaler generelt, at man begrænser eller undgår brugen af tilsat duft eller parfume i produkter til børn, fordi den samlede mængde af dufte i dit barns dagligdag kan medføre risiko for at udvikle allergi.

Er der parfume i vaskemidlet, i bamsen, i sengen, i hudcremen, i toiletrensen, i viskelæderet, i shampoo’en og i badebomben, så bliver dit barn udsat for en del samlet set. Denne samlede cocktail af kemiske stoffer kan give allergi. Ikke hos alle, og ikke altid, men det er en risiko, at den samlede mængde af parfumestoffer i barnets dagligdag kan give barnet allergiske reaktioner. 

Vi har hos Legeakademiet valgt at have enkelte produkter til børn med tilsat duft, hvis den er velbeskrevet og ikke indeholder problematiske stoffer. Vi vil lade det være op til dig som vores kunde at vælge, om det er dejligt, at dit barns bad dufter herligt, eller om du helst vil undgå det.

Du kan altid spørge os, hvis du er i tvivl om noget inden eller efter dit køb. 

Sådan behandler du bedst dit barns badelegetøj og badeprodukter

Man skulle måske tro, at badelegetøjet bliver lige så rent som dit barn af at komme en tur med i bad. Men sådan er det desværre ikke.

Her har vi samlet en række tips til, hvordan du rengør og passer på badelegetøjet, så det holder længst muligt, og så du undgår, at der kan gro mug eller bakterier inde i legetøjet.

  • Undgå alle former for badeolier eller andre olieholdige produkter i badet, hvis der er badelegetøj ombord. Olie ødelægger og opløser overfladen på legetøjet, og det bliver hurtigt grimt.
  • I badelegetøj med en ventil eller andre huller kan der lejre sig bakterier, mug og svamp i stillestående vand indeni hulrummet. Luk hullerne med en limpistol, undgå badelegetøj med små huller eller sørg for at kassere badelegetøjet, når der ser ud til at være belægninger i det. Det kan du se som mørkere plamager. Hvis det kan skilles ad, så gør det for at komme ind at rengøre i hulrummene.
  • Rengør badelegetøjet fx ugentligt ved at skylle det igennem med rent vand med lidt opvaskemiddel i.
  • Rengøring i opvaskemaskine skal helst ikke ske på mere end 40 grader. Det er meget få typer badelegetøj, der kan tåle meget mere end 40 grader vask. Desværre.
  • Badeskum, slimprodukter, maling til badet og andre former for tilsætninger til vandet kan farve fliserne eller emaljen i badekarret, hvis overfladerne er porøse eller meget slidt. Skyl altid farven af med rent vand efter badet. Så er du på den sikre side.
  • Badelegetøj af skum eller lignende, der suger sig fast på fliser og glasflader, har bedst sugeeffekt på helt glatte overflader. Det gælder fx denne Haba kuglebane af skum, som har svært ved at hæfte på noprede overflader eller fliser med meget kalk. Du kan fjerne kalk med citronsaft eller eddike - så kan legetøjet klæbe fast igen.

Hvad lærer mit barn af at bade og lege med badelegetøj?

Der er meget godt at sige om at nyde et dejligt bad. Selv hvis I kun har et lille brusebadeværelse, kan der være både skøn, sansestimulerende og lærende leg i at bade og vaske sig. Udover det hygiejniske aspekt, så kan dit barn udvikle forskellige kompetencer i badet.

I et bad er det vandet, der er i fokus. Og det element har egenskaber, som er meget fine til at udfordre og udvikle dit barns sanser og opfattelse af fx temperatur, opdrift og tyngdekraft. 

  • Træn dit barn i at lave bobler med øjnene over og munden eller endda næsen under vandet lige i overfladen. Det er fin vandtilvænning at lære at turde holde mund og ører under vandet. 
  • Hvis I leger med vand-kuglebaner eller fanger fisk i badevandet styrker det dit barns hånd-øjekoordination. Den bruger vi blandt andet, når vi griber eller skyder til en bold, der kommer flyvende i idræt, eller når vi klipper lige med en saks eller skal hælde vand op i glasset uden at spilde.
  • Lær om temperatur i de trygge omgivelser i badet. Eksperimentér med at hælde koldt vand ned i i det varme badevand eller tilføje en kold stråle. Brug evt en vandkande. Lad dit barn opleve, hvordan temperaturskift føles og kan give gåsehud. Deltag gerne selv ved at lade dit barn lægge en iskold vaskeklud på dine arme. Gisp.
  • Lad dit barn “lytte” til vandet. At have ørerne under vand er også fin vandtilvænning, som vil øge dit barns tryghed ved vand. Men gå forsigtigt frem. Er dit barn nervøs ved vand, så tager det tid og masser af tålmodighed at blive tryg.
  • Lad vandet dryppe ned fra legetøj, du holder oppe i luften og se dit barn hvine af fryd. Dryp fra en legebruser eller fra badelegetøj kan også være en blid måde at vænne dit barn til at blive skyllet ren eller få vand i håret.
  • Hold legetøj ned under vandet og slip det, så det “popper” op til overfladen igen. Det giver dit barn en fornemmelse for tyngdekraft og opdrift.
  • Brug forskellige former for belysning i badeværelset, når dit barn er i bad. Sluk det almindelige lys, og tænd for lommelygter eller cykellygter, brug små projektorer eller endda diskobelysning og/eller natlamper.
  • Prøv også med musik i badet. Når man er nøgen, så er det som om, at alle sanser skærpes, så man opfatter andre sanseoplevelser som lys og musik stærkere og mere koncentreret. Men igen – gå langsomt frem med badeeventyret.

God fornøjelse i badet med badelegetøj!

Vi håber, at vi har svaret på dine spørgsmål om tryg og sikker badeleg med badelegetøj til dit barn.

Du er altid velkommen til at kontakte os med yderligere spørgsmål. Du finder vores kontaktoplysninger i bunden af hjemmesiden.

Related posts