Et hack når dit barn nægter solcreme

Solcreme hack med ansigtsmaling
31. marts 2022

Skønt solcreme-hack, så du undgår kampen hver morgen

Gør solcreme-ritualet roligere med ergoterapeut og ejer af sanselab.dk Ann Helenes geniale hack, der får selv det mest solcreme-skeptiske barn til at finde sig roligt i den nødvendige indsmøring af det klistrede stads.

Det her er altså det mest geniale hack siden det der med at folde juicebrikkens hjørner ud for at undgå overflow ved sugerøret.

Fuld fanfare, konfetti og sejrsskammel. 

Nægter dit barn at få solcreme på? 

nægter solcreme

Bliver sommer og sol forbundet med trodsige børn og frustrerede forældre på grund af den daglige kamp om at få huden dækket godt til med faktor 30?

Er det særlig ansigtet, der giver nedsmeltning af episke dimensioner?

Så er løsningen her. Og som alle andre 24-karat hacks, så er det fuldstændigt indlysende, når du først er blevet opmærksom på det. 

Kæmpe stort tak til Ann Helene og hendes søn Floke, der her i dette indlæg afslører, hvordan leg med ansigtsmaling kan gøre den daglige solcreme-gate til en rolig stund uden problemer. Hun giver også et par gode fifs til, hvordan du gør hele scenariet hyggeligere og fortæller, hvorfor dit barn oplever solcremen som sand rædsel og forsøger at flygte, så snart du bare hvisker “faktor 30”.

Take it away, Ann Helene.

Jeg har et barn, der hader snask i ansigtet. Også solcreme.

Herhjemme har jeg en dreng, der absolut ikke tolererer snask i sit ansigt. 

Hverken creme, savl, kødsovs eller lignende kommer i nærheden af hans ansigt. Det betyder at solcreme, og at få smurt solcreme i ansigtet, ikke er en sjov oplevelse, hverken for os forældre eller for Floke. 

Sommerens indtog er magisk og vidunderligt, men det er svært at tænke på sol og sommer med lykkeligt smil, når jeg ved, at der er hundrede morgener med solcreme-indsmurte kampe i vente. 

Jeg ved, at det ikke kun er herhjemme, at den oplevelse hersker. 

Jeg har derfor prøvet at forstå, hvor Flokes modvilje kommer fra, og hvordan vi kan undgå kampen uden at kapitulere. For solcremen skal jo på.

Jeg deler her mit solcreme-hack, som har gjort solcreme-situationen til en tryg oplevelse, og endda en sjov en af slagsen.

Det handler om at tage dit barns sanseindtryk alvorligt og så øve på en omsorgsfuld måde. Så går det hele som en leg.

solcremehack med ansigtsmaling

Hvorfor siger børn nej tak til solcreme?

Det første som jeg gerne vil sætte fokus på er, hvorfor nogle børn siger nej tak til solcremen. Det handler nemlig slet ikke om solcremen, i hvert fald sjældent. Det handler om, hvordan det føles at få smurt solcreme i ansigtet eller på kroppen. For hvad sker der egentlig, når vi gør det? I hvilken situation foregår det, og hvordan opleves det af dit barn?

Derfor kan dit barn ikke lide at få solcreme på:

Der kan være mange grunde til at børn siger nej tak til solcreme. For mange børn drejer det sig helt simpelt en eller flere af disse årsager: 

  • At det er et tab af kontrol
  • At det ofte foregår i en allerede presset morgenrutine
  • At vi som forældre glemmer at forberede vores børn 
  • At modstanden bunde i en sensorisk ”forstyrrelse”. Barnets nervesystem overfortolker og fortæller, at substanserne er farlige. De børn, der har denne type følsomhed, vil ofte også udtrykke ubehag i andre situationer. Sømme på tøj irriterer, syninger på strømper er en trussel, kræsenhed, trækker sig fra lette berøringer, eller reagerer meget voldsomt på andres uventede berøringer. Her kan man få hjælp af kommunens ergo- og fysioterapeuter til at afklare barnets sansemæssige mønstre.

Hvordan oplever dit barn det at få solcreme på?

Dit barn reagerer på sanseoplevelsen af at få solcremen i ansigtet. Dit barns nervesystem afkoder fornemmelsen af den kolde, våde og måske klistrede creme. For mange børns hjerner afkodes fornemmelsen som fare eller ubehag. Vi voksne oplever det sjældent, når vi putter creme på, for vi rører ved cremen med hænderne, før den kommer i ansigtet. Vi bruger altså naturligt hænderne til lige at afkode på sikker afstand, hvad der skal ske. 

Vi har kontrollen.
Når du beder dit barn om at stå stille og så kører en håndfuld klistret creme ind i de buttede kinder - måske endda som et bagholdsangreb klokken lidt-i-vi-kommer-for-sent-igen, hvad tror du så, dit barn oplever?
Jeps - et kontroltab af dimensioner. 

Deres sanser er uforberedte, og hele den lille krop bimler og bamler af alarmberedskab.
De får den første sanseoplevelse af solcremen lige ind i ansigtet, så tæt på som det overhovedet er muligt, og det reagerer nervesystemet på.

Solcreme i øjnene? Hjælp, jeg flygter!

Dit barn afkoder, hvordan dine fingre smører rundt og måske kommer lidt tæt på øjnene. Dit barns sanser ved ikke, at du nok skal undgå øjnene, for de er ikke i kontrol over oplevelsen. Det betyder, at dit barn vil forsøge at søge væk for at beskytte sig.
Er det en overreaktion?

Overhovedet ikke. Det er en helt naturligt instinktiv reaktion på, at hjernen afkoder oplevelsen som fare.

Når dit barn vrider sig og måske skriger, så er den reaktion er altså lige præcis tilpas for barnet. Det hjælper derfor næppe at fortælle med fast stemme, at barnet skal sidde stille, for alle celler i den lille krop råber FLYGT!!!.

Men at det er en tilpas og naturlig reaktion, er ikke ensbetydende med, at det er en hensigtsmæssig reaktion.
Det er det, vi kan træne og hjælpe vores barn med.

Og det gør du med tålmodighed, humor og ansigtsmaling.

Hvordan skaber man trygge rammer om at få smurt solcreme på?

Du skaber trygge rammer om solcreme-ritualet ved at træne det. 

Vi kan hjælpe vores børn til at blive trygge i processen ved stille og roligt at vænne dem til oplevelsen. Det eneste, du skal bruge, er ansigtsmaling, godt humør, og måske en make up fjerner.

Sådan bliver det en leg at få solcreme på

barnet er i kontrol og tåler solcreme

Gode tips til solcreme-legen:

-   Snak inden og dagen op til

-   Hvad skal vi male

-   Start blidt med knap så våd maling

-   Kontrol og aftaler om, hvem der maler hvem

-   Giv dit barn lov at male dig og smøre dig i ansigtet

-   Brug spejle

-   Hav respekt for dit barns grænser

Det vigtigste i starten er at tale med dit barn om, at det kunne være sjovt at lege med ansigtsmaling! 

Hvad skal vi male? Spiderman, Hulken, en farlig tiger eller måske en fe? 

Så er I allerede gang i at gøre oplevelsen tryg.

I kan snakke om ”Hey, i morgen skal vi lege l farlige tigre, hvad er det nu tigeren siger?” eller  ”Tænk, hvor sjovt det bliver, så skal vi male ansigterne med pensler, bliver det ikke skørt?”

Hvilken slags ansigtsmaling er god til at øve solcreme?

ansigtsmaling gør solcreme til en leg

Jeg vil anbefale at starte i det små. Lad dit barn være i kontrol, lad dem selv føre penslen. Det er nemlig ligegyldigt, om det bliver perfekt. Det vigtigste er, at vi har det sjovt.

Floke startede med disse stifter, som ikke er fedtede, klistrede, våde og kolde som maling smurt på med pensel. Det gav en god introduktion til at være i kontrol over processen.

Vi arbejdede os stille og roligt videre til at male med pensler og denne fine palette

Først malede Floke mit ansigt, og dernæst sit eget. 

Nu har vi pludselig fået skabt en hyggelig legestund om at blive smurt ind fremfor en kamp, og vi har gjort det trygt ved at lade barnet selv være i kontrol. Det er ikke noget, Floke skal, det er sjovt, og han er tryg og i kontrol.

Check, check, check og check. 

Fra sjov ansigtsmaling til fantastisk solcreme-hack

gør solcreme til en sjov leg

Nu er det tid til at overføre alle de sjove elementer fra ansigtsmalingen til at få solcreme på. For mange børn er det også fornemmelsen af at få smurt cremen på med fingrene, der giver utryghed. De der fingre gør, at de trækker sig fra opgaven. Men heldigvis findes der i dag så mange gode pensler, make up pensler, make up svampe og lignende, som man kan bruge til at påføre med. Brug dem istedet for. Dette sæt er godt.

Fornemmelsen af penslen med creme på ligner fornemmelsen af pensel med maling på, og vi kan stadig lege, at vi tegner usynlige dyr i ansigtet. Så bliver det stadig en leg at smøre på fremfor en pligt.

Jeg håber, at mit solcreme-hack virker hjemme hos dig. 

Ann Helene. 

Hvem er Ann Helene Kristensen?

Ann Helene Kristensen er den nyeste tilføjelse til Legeakademiets ekspertpanel, som vi er meget glade for at have med på holdet.

"Jeg er ergoterapeut og har specialiseret mig i børn indenfor normalområdet. Jeg arbejder hver dag med børn, forældre og omsorgspersoner for at skabe den bedste hverdag for dem. Med fokus på børns sansemotoriske udvikling driver jeg baby-steps.dk i København, hvor jeg hjælper jer til at give jeres børn de bedste forudsætninger for en sund udvikling. Du kan også følge min podcast her."

Related posts