Kom nemt igang med at lege med din nyfødte baby
Det kan være svært at lege med et lille spædbarn. Yndige, små mennesker kan charmere, være krammevenlige eller skrige som en brandalarm, men de er også lidt som en klump gelé, der ligesom trænger til at stivne lidt mere. Hvordan leger man med sådan en?
At lege betyder at drøne rundt med røde kinder, eller at være klædt ud som politibetjent og jage bankrøvere, eller at gemme sig bag skuret, eller tæve storebror i græsplæne-karate.
Men leg med en baby er ikke noget, der foregår i et fantasi-univers.
Der er ikke en historie, I deltager i sammen i jeres mentale fantasi-univers fuld af drager, bøllefrø eller kloge dronninger.
Hvad går det så ud på, når du får at vide, at du skal lege med dit lille barn?
Her får du såmænd 3 konkrete måder at lege på med en nyfødt baby.
Vores ergoterapeut, Ann Helene fra Sanselab.dk, har givet os tips og tricks, og hun anbefaler også nogle helt konkrete legesager. Tænk denne artikel som kopnudler, men i stedet for at tilsætte kogende vand, tilsætter du blot et stykke legetøj og dit nærvær og hopla! Så lykkes du med at lege med din lille, elskede, lækre geleklump.
Hvem er Ann Helene Kristensen?

Ann Helene Kristensen er en del af Legeakademiets ekspertpanel. Vi er meget glade for at have hende med på holdet.
"Jeg er ergoterapeut og har specialiseret mig i børn indenfor normalområdet. Jeg arbejder hver dag med børn, forældre og omsorgspersoner for at skabe den bedste hverdag for dem. Med fokus på børns sansemotoriske udvikling driver jeg sanselab.dk i København, hvor jeg hjælper jer til at give jeres børn de bedste forudsætninger for en sund udvikling. Du kan også følge min podcast her."
Sådan leger du med et nyfødt spædbarn
I de første måneder har din lille nyfødte et helt særligt udtryk i ansigtet med mange krøller og folder.
Din baby kan ikke selv holde hovedet og er helt afhængig af dine hænder og din støtte for at holde kroppen. Men i takt med at den lille bruger sin krop i små rykvise bevægelser, som egentlig er reflekser og impulser og ikke resultater af bevidste handlinger, så får hjernen fundet forbindelse til kroppen.
Lidt ligesom Google-Earth bilen, der kører rundt og fotograferer og laver et kort over vores verden, så er der små impulser, neuroner, der fyrer rundt langs nervebaner i din babys krop og kortlægger territoriet.
Ingen i kontrolcenteret ved endnu, at armen sidder ved skulderen, eller hvordan en ankel eller et øje kan bevæge sig. Et menneske har ikke en indbygget brugsvejledning fra starten, det hele skal læres fra bunden. Det er det, neuronerne drøner rundt og laver. Registrér, analysér, gem. Tusindmillionermilliarder gange i minuttet.
Hver eneste bevægelse din baby laver, frivilligt eller ufrivilligt, sender et signal frem og tilbage og skaber en forbindelse. Sprælleri er ikke et udtryk for en forkert form for motorisk uro. En babys motorik skal ikke være i ro, for der skal udforskning til. Ann Helene fortæller mere om emnet her i en anden artikel på vores blog → Læs om de 3 b'er.
Så når vi siger "leg med dit spædbarn", og du er et stort spørgsmålstegn, så mener vi små sanselege, hvor du løfter baby og vender og drejer det lille barn, så han eller hun bliver mere og mere bevidst om sin egen krop. De små sanselege med bevægelse lægger fundamentet for babyernes udvikling. Mere "leg" handler det ikke om. Der foregår allerede så meget i dit lille barns liv, at kærlig, omsorgsfuld bevægelse sammen med øjen- og kropskontakt er tilstrækkeligt. Leg med et spædbarn er ikke en 10-minutters beskæftigelse, det er alt det, der foregår i løbet af en dag. Når du bærer, pusler, smiler til, nusser, ruller og vugger dit lille spædbarn. Bare det at røre ved dit barn er en gave for jer begge to. Det har en sundhedsplejerske skrevet en dejlig artikel om sammen med Legetante Kristina, og den finder du her → Tips til babymassage og babynus
I den første tid er det især din babys kropslige sanser, muskel-led sansen, balancesansen og følesansen. Dem kan du lære at lege med i vores Legeguide-serie → her.
Du kan faktisk ikke gøre noget forkert, for alle aktiviteter med et lille barn er udviklende leg. Måske lige undtagen at ignorere dit barns signaler eller parkere den lille krop i fx en autostol i timevis. Men det er sjældent der, skoen trykker.
Det handler som regel om, at man som nybagt forælder er usikker og tror, at man mangler ideer til leg med så små mennesker. Ann Helene's råd er, at dit lille barns krop selv viser vejen med spjæt, spark og reflekser.
Udover sanselege, så begynder udviklingen af synssansen også efter fødslen. I vores kategori med legetøj til øjne og ører finder du en masse dejligt kvalitetslegetøj til at stimulere netop syn og hørelse med. Se Legeakademiets udvalg her → Øjne og ører
En god ide til leg med dit nyfødte spædbarn: En blød babybog med kontrastfarver og klare figurer.
Dit barns stadig umodne øjne kan nemlig se kontraster, og forestil dig lige at SE noget for allerførste gang!
De der neuroner findes også i øjnene, og du kan tydeligt se, hvordan dit barns synssans suuuuuuuger indtryk til sig i de første måneder.
En virkelig fin babybog, der kan lige præcis det, vi taler om her, er denne babybog med ansigter.
Din baby vil også igennem de næste måneder begynde at kunne se mere, og lige pludselig en dag har de fundet deres hænder. Det betyder enden på en æra, og starten på en ny.
Leg med baby på 2-4 mdr: Hov, jeg har hænder!
Hvad er nu det?
Din babys små næver griber fat i dine hænder og prøver at få dem ind i munden. Det lille barn har måske ligget hele formiddagen i søstjerne-position og grublet over, hvordan den der venstre hånd ude til siden mon kan gelejdes ind i munden. Nu er der gået en større fisk i nettet, nemlig DIN hånd.
Hvornår vaskede jeg hænder sidst?
Smager din tommelfinger mon lidt af numsecremen eller kan neglelak mon gøre skade?
Bare rolig, dit barns fordøjelse kan tåle mere, end du tror.
Det handler ikke om smagssans lige her.
Dit barn har opdaget hænder og er begyndt at have med verden omkring sig at gøre. Det er slut med at være en passiv aktør.
Nu begynder legetøj for alvor at være sjovt, din baby begynder først ukoordineret at daske til legetøjet og opdager, at de kan få det til at bevæge sig. Senere vil den lille baby mere målrettet og kontrolleret række ud efter legetøjet og fange det. Vi har samlet legetøj, der gør opdagelsen af hænder og fødder endnu mere spændende, her → Legetøj til at opdage hænder og fødder
Du kan hjælpe din baby til at finde sine hænder gennem leg.
Endnu betyder leg ikke ansigtsmaling, fodbold og luftguitarsoloer. Dem kan du glæde dig til lidt endnu.
At lege med en baby på 2-4 måneder handler om at se, hvad din baby øver sig på lige nu og hjælpe de nye opdagelser lidt på vej på sidelinjen.
I kan lege med denne piggebold mellem hænderne, eller nulre blidt med en blød pompon.
Du kan også massere de små babyhænder med dine egne og skabe masser af gode forbindelser.
Når du hjælper din baby til at mærke ting, så styrker du deres mentale og motoriske fundament.
Leg med baby på 4-6 mdr
Som forælder til en baby på 4 mdr lyder 15 minutter på maven om dagen nok som en paradisk drøm om at få sovet bare det ene kvarter i streg.
Du kan allerede mærke ansigtets muskler slappes og se for dig, hvordan du med åben mund, lidt savl ud af mundvigen og snorkelyde forlader denne verden på en blød, lyserød sovesky, hvis samme verden dog bare vil lade dig være i fred så længe.
Hvordan kan det være, at sådan noget som at ligge på maven nu også skal være et projekt, som man skal se videoer om og købe legetøj til?
Jo, altså: Baby skal ligge på maven, ligesom baby skal ligge på alle mulige andre leder og kanter. Dit lille barn skal kunne bevæge sig rimelig frit for at øve sig i at bruge kroppen og sanserne.
I vores verden har vi bare indrettet os sådan, at babyer mest ligger på ryggen eller er spændt fast i et eller andet form for transportmiddel. Derfor skal det at give dit lille barn tid og rum til at ligge på maven nu pludselig være noget, du skal huske. For en baby har jo 4 sider, som den lille krop skal kunne vende og dreje sig om for at opbygge det muskel-korset, der skal til for senere at kunne styre et liv på to ben.
Ann Helene har skrevet en virkelig fin guide om babys leg på maven, som du kan finde her Nem mavetid uden præstationsræs
Leg med baby på 4-6 mdr handler om at interagere med baby, der mere og mere kan holde øjenkontakt, smile, holde på legetøj og flytte sig efter det. Eller i hvertfald forestille sig at kunne det og øve sig på det. Spændende legetøj kan motivere din lille skrupsak til at flytte sig mod næste milepæl. Legen må meget gerne foregå på gulvet, og her kan et aktivitetstæppe være alletiders. Dem har vi samlet nogle rigtig fine af lige her Se alle aktivitetstæpper hos Legeakademiet
(Bare rolig, det er små tæpper og legeunderlag, så du ikke kommer til at lægge dig til rette og falde i søvn.)
Legesager på et legestativ får din baby til at række ud og daske til tingene, så de bevæger sig Se udvalget af aktivitetsstativer lige her
En rigtig god leg med en baby på 4-6 mdr er at komme ned på gulvet begge to, lægge jer på maven overfor hinanden, og så trille flotte bolde eller kugler frem foran jer. Se, om din baby kigger efter den og smil stort til hinanden, når jeres øjne mødes på vejen fra højre mod venstre.
At ligge på maven og følge en spændende bold at spejle sig i kan gøre legetid på maven sjovere og hjælpe din baby til at begynde at kigge til siderne.
Den bevægelse er første skridt til at dreje om sig selv og måske rulle rundt på ryggen.
Vi elsker at bruge farvestrålende legetøj, der rasler eller på anden vis giver en lyd som baby kan orientere sig efter.
Du kender sikkert joken om hunden, der ser et egern og glemmer alt om sig?
Det er den effekt, spændende legetøj har for din baby.
Disse spejlkugler er noget af det bedste, der findes i udvalget af spændende legetøj til din lille baby.
God fornøjejse med at lege med baby 0-4 mdr.

