Ideer til børnefødselsdag: Den komplette guide og to-do liste

Ideer til børnefødselsdag: Den komplette guide og to-do liste
28. marts 2023

Skal du holde børnefødselsdag?

Det sker en gang om året for alle forældre. Barnet har fødselsdag, og så skal dagen og det lille – eller lidt større – menneske fejres og mærke familiens og vennernes kærlighed.

Det er en dejlig dag, som dit barn ser frem til stort set resten af året. Nogle børn med boblende glæde, andre børn med spænding, og endnu andre børn med let bekymring over, om det mon bliver en god fest.

Der findes lige så mange forskellige måder at holde børnefødselsdag, som der findes familier. Nogle forældre tager den helt med ro og lader barnet dele klementiner eller flødeboller ud i klassen. Nogle slår sig sammen med andre forældre om en skovtur. Andre inviterer hele Blå Stue hjem til hoppeborg og hotdogs på grillen eller dinosaurskattejagt.

Vælg de bedste ideer til børnefødselsdag for netop dit barn

Alle ideer til børnefødselsdag kan være en super god oplevelse for netop dit barn, for det kommer jo ganske an på, hvad I foretrækker og finder jer tilpas med.

Hvordan I vælger at holde børnefødselsdag ved kun du.

Legeakademiet kan hjælpe dig med at holde overblikket over de praktiske ting, der er gode at huske - Find huskelisten her. Desuden kan vi fortælle lidt om alle de mange måder at fejre børnefødselsdag på, som du kan lade dig inspirere af.

Så læs med her i vores blogindlæg med ideer til børnefødselsdag, forslag til mad og bud på aktiviteter og bliv klar til at fejre dit barn.

Hvordan holder man børnefødselsdag?

Der findes som sagt mange måder at holde fest for børn på. Måske har du allerede mødt mange varianter i dit barns institution eller i skolen. Måske har I talt om det og lavet aftaler på et forældremøde.

Måske kender du disse varianter af, hvor og hvornår du kan holde fødselsdag for dit barn:

Holde fødselsdag for hele klassen, en lille gruppe, fælles fødselsdag og/eller familiefødselsdag

  • Man kan invitere alle drengene, alle pigerne eller hele klassen/stuen. Hvis ikke, så findes der ofte regler om, at invitationerne ikke skal deles ud henne i institutionen/skolen.
  • Man kan samle til bunke og holde fælles fødselsdage 3-4 gange årligt i skolen/institutionen, hvor alle vinterbørn, forårsbørn, sommerbørn eller efterårsbørn går sammen om en kæmpefest. 
  • Fest for klassen/institutionen, fest for vennerne fra vejen eller fodboldklubben, fest for familien…..
  • Eller forældrene kan bestemme selv, hvordan de vil fejre deres barn, individuelt eller sammen med andre. 

Holde fødselsdag på en hverdag eller i weekenden


  • Man kan invitere børnegruppen hjem til et måltid og leg på en hverdag, og så bliver de hentet ved 17-tiden. 
  • Man kan afholde børnefødselsdag i weekenden, enten om dagen eller om aftenen. 
  • Sleep-overs med film på sengekanten og brunch – eller i forbindelse med fx MGP i TV.

Planlagt program med lege til børnefødselsdag eller fri leg

  • Børnene aktiveres med arrangerede lege, hulebygning, skattejagter og underholdning af mere eller mindre professionelt tilsnit. 
  • Børnene har fri leg med fødselsdagsbarnets legetøj og udenfor.
  • Man inviterer på McDonalds, i svømmehal, zoo eller lignende og slipper for andet ballade end en regning til sidst.

Findes der regler for børnefødselsdage?

Børn i dag indgår i forskellige fællesskaber i hverdagen. De går i skole eller institution, de er til spejder, til fodbold og spiller rollespil og meget andet.

I disse fællesskaber findes der ofte regler for fejring af fødselsdage, så det er en god ide, at du spørger andre voksne og forventningsafstemmer med dem, når du skal holde fødselsdag for dit barn.

Emner som 

  • gaver
  • tidspunkterhvorvidt man skal invitere alle eller må vælge nogle særlige venner ud

er rare at være enige om på forhånd.

Så ja, der findes ofte regler.

I institutioner og i skoler er det tit på årets første forældremøder, at I taler om, hvordan I fejrer børnefødselsdag. Det behøver ikke være en timelang diskussion.

I kan som regel ty til lærerens gode erfaringer om, hvad der er bedst for børnenes fællesskab. For selvom selve børnefødselsdagen skal fejre dit eller en mindre gruppe børn, skal en fest nødig være årsag til konflikter eller bekymringer i dagene op til eller efter festlighederne.

Det kan I undgå ved at tale om det i fællesskab.

Ideer til børnefødselsdag: Hvad skal du huske?

Du skal først og fremmest huske, at det ikke handler om dig eller jeres hjem eller dine kunstneriske og kreative kompetencer, men om at give dit barn en god oplevelse.

Find ideer til børnefødselsdag, som passer til dit overskud og dit barns ønsker. Måske er det lidt svært at få de to til at stemme overens.

Er drømmen at holde fødselsdag for hele klassen med My Little Pony sleep-over med Boombox og vandland? Så kan du måske få svært ved at sælge ideen om at bestille en flot kagekone i Kvickly og dele ud ovre i klassen på en tirsdag.

Prøv at finde et kompromis

Nogle familier hygger sig enormt med at lave de mest fantastiske og kreative børnefødselsdage, og det er en sand fryd at opleve, hvordan et almindelige parcelhus pludselig kan blive til en troldeborg i festlige klæder, når menneskers krøllede hjerner virkelig blomstrer.

Har du de kompetencer og elsker at holde fødselsdag, så er det bare at give los.

Har du ikke, så skal du ikke have dårlig samvittighed. Måske er det slet ikke den slags fest, dit barn ønsker alligevel.

Mange børn er lige så glade ved bare at dele ud og få en fødselsdagssang.

Måske er det også fint bare at slå sig sammen nogle stykker og servere madder og et stykke bradepandekage med flotte flag i. Hold øjet på bolden – og det er dit barns fødselsdag.

Ideer til børnefødselsdag: Mit barn kan ikke lide at være i centrum

Det er ikke sikkert, at dit barn bryder sig om at være i centrum på sin fødselsdag eller ved andre begivenheder. En del børn frygter fødselsdagssang og postyr på til fødselsdagen. Flag og især balloner kan være rædselsvækkende. Så er der brug for at tænke i andre ideer til børnefødselsdagen.

Det kan også være noget, der pludselig opstår hos dit barn i en særlig alder. Om vi magter postyr og anderledes dage kommer i høj grad an på, hvordan vi lige har det i den periode af vores liv.

Hvis der er mange ting at forholde sig til enten socialt, fysisk eller psykisk for dit barn, eller hvis der er andre forandringer at skulle finde sig til rette i, så vær ekstra opmærksom på, om det mon er en stor fødselsdagsfest, der er det helt rigtige.

Måske er det bedre bare at invitere bedstevennen i biffen, gå på burgerrestaurant, tage på skovtur eller lignende overskuelig festlighed.

Som forælder kan det være svært at indstille sig på, at ens barn vil noget andet end det, man troede alle børn da elsker – nemlig en stor fødselsdagsfest.

Måske tør dit barn ikke sige noget af frygt for at være til besvær eller skuffe dig. Så når det er tid til at planlægge og få ideer til fødselsdag, så husk at lytte til, hvad dit barn har lyst til.

Huskeliste til en dejlig børnefødselsdag

Uanset hvordan du vælger at fejre dit barn, så er der et par praktiske fif, som vil gøre festen endnu bedre. Dem får du her.

Overvej en tidsplan

Hvis du fra start viser børnene, at du har styr på planen for børnefødselsdagen og fortæller dem om den, er der mere ro på.

Gæsterne kan som regel godt lide at vide, hvad der skal ske. Så læg en plan og skriv den eventuelt ud til de andre forældre.

  • Fx kan I starte med at sige goddag og tage overtøjet af.
  • Så gives der eventuelt gaver (se afsnittet om gaver).
  • Derefter er der lidt tid til at se sig omkring – husk at vise vej til toilettet.
  • Så er der mad (se afsnittet om mad til børnefødselsdag), og dernæst eventuelt en aktivitet (se afsnittet om lege til børnefødselsdag)
  • Så er der kage (eller dessert eller is eller hvad I nu vælger), hvor I måske synger en sang. Det er ikke alle børn, der kan lide fødselsdagssang, så tal lige med dit barn om det på forhånd. Måske en sjov leg ved bordet.
  • Og så er der fri leg eller planlagte lege til børnefødselsdagen er slut.
  • 3 timer er ofte passende, måske endda kun 2,5. Det er udmattende for mange børn at holde fest.

Forberedelser til børnefødselsdag - et par fifs

Hvis du inviterer hjem til børnefødselsdag, så er der et par fifs til at forberede dit hjem på invasionen.

Forbered entreen, badeværelset og dagens spiseplads

  • Gør badeværelset klar, så det er let for mange børn at vaske hænder. Masser af håndklæder, masser af sæbe, wcpapir, håndsprit, måske skamler.
  • Tøm entreen for jeres eget fodtøj og overtøj, læg avispapir på gulvet til fodtøj, anvis plads til vanter, evt tasker og huer.
  • Skriv navne på børnenes kopper/glas, evt brug labels, fine klistermærker eller en tøjklemme med navnet skrevet på. Hvis det er små børn, så giv dem et symbol, der giver mening. Et flag, et hus, en bamse.
  • Stil en spand med lunkent sæbevand og en stak skum/bomuldsklude der, hvor I skal spise, så det er let at vaske hænder på dem, der ikke lige fik gjort det – og tørre op, når der bliver spildt. Husk også håndsprit.
  • Dæk gerne bord på gulvet med en papirsdug, voksdug eller på lagener. Ryk møbler væk – gulvplads er guld til børnefødselsdage og fester for børn.
  • Forbered gæsterne på, at man lige sætter sin tallerken ud i køkkenet og skraber rester af, når man er færdig. Eller stil store affaldssække frem til engangsservice. Børn vil gerne hjælpe, du skal bare gøre det til en overskuelig opgave for dem.

Hvad må gæsterne lege med til fødselsdagen?

  • Lad dit barn udvælge det legetøj, der ikke må leges med, og gem det væk på forhånd.
  • Lav legehjørner, hvor du stiller fx kassen med magnetiske byggesæt, eller med dukkelegetøjet eller kuglebaner. Så er det nemmere for gæsterne at se, hvad man kan lege til børnefødselsdagen og hvor det kan foregå. Du undgår også, at de selv begynder at gå på jagt i skabene og hive alt ud på gulvet.
  • Et udklædningshjørne er fantastisk leg for både piger og drenge i alle aldre. Hæng en tørresnør op og hæng udklædningstøj, hatte og skørt tilbehør op på bøjler. Parykker, briller og sko er ofte meget populært. Stil et spejl op, så de kan se sig selv.
  • Du kan også have planlagt lege som "den flaskehalsen peger på", skattejagt eller andre klassikere. Se afsnittet om lege til børnefødselsdag længere nede.

Hav en mobilpolitik, hvis ungerne har telefoner med

  • Hvis det et større børn, så beslut dig for en mobil-politik.
  • Lav eventuelt aftaler om mobiler til fødselsdage sammen med de andre forældre i klassen på et forældremøde. Må den være med eller skal den blive i tasken/lommen?
  • Husk, at børn ofte bruger mobilen til at styre musik, så hvis den skal væk, så lav en anden måde at styre musikken på.
  • Fortæl allerede i fødselsdagsinvitationen, at mobilen skal blive i tasken, så forældrene ved, at de ikke kan ringe til deres barn, men skal ringe til dig.

Flere ideer til børnefødselsdag

  • Lav en playliste med god musik sammen med fødselsdagsbarnet dagen før.
  • Forbered dit barn lidt, men ikke for meget, på, at der kommer mange børn.
  • Aftal et “hjælp”-tegn eller hvordan, du skal hjælpe, hvis det bliver for meget. Måske et sted i huset, hvor barnet kan være i fred lidt, hvis det koger over. Det bliver ofte for meget på et tidspunkt, og selv børn op til 10-12 år kan få for meget af alle de gæster. Det skal der være plads til, så fødselsdagsbarnet får en god oplevelse.

Mad til børnefødselsdag

Det er en god ide at fodre ungerne af med noget nem mad til børnefødselsdag.

Hvis du har brug for at vide, om der er allergier eller andre grunde til at lave mad efter særlige ingredienser, så find ud af det.

Det er gæstfrit at tage hensyn til sine gæster, så alle får en god oplevelse til børnefødselsdagen og kan tage del i måltidet.

Hvis du ikke har overskud til at tage specielle hensyn, kan du bede de relevante forældre om at give barnet madpakke med.

Lav mad til børnefødselsdagen, der kan spises med fingrene eller i små bægre. Særligt, hvis det er til yngre børn. Lav det dagen før og sæt det på køl. Et par ideer til mad til børnefødselsdag er:

  • Rugbrødsmadder klappet sammen med pålæg
  • Pølsehorn/ pizzasnegle/frikadeller
  • Bægre med pastaskruer eller grov bulgur (evt med smør, pesto, ærter, majs eller ketchup) med gaffel i
  • Trekantsandwicher med fx agurk, peanutbutter og banan eller smøreost
  • Grøntsagsstave, små tomater, udskåret frugt og vindruer er et hit, så køb rigeligt.
  • Bægre med frugtsalat og så råcreme, man selv doserer. Det er du nødt til at lave på dagen for at undgå, at frugten bliver smattet.
  • Kage kan du bruge flere dage på, hvis du elsker at bage...
    ... eller du kan servere enkle muffins.
  • Det kan eventuelt være en aktivitet at lade børnene pynte deres egen muffin med glasur/chokoladesovs og krymmel og andet pynt.
  • Du kan også bestille en kagemand hos en bager eller købe en stak isvafler. Brug ikke mere overskud, end at du altid har 20 % tilbage til at nyde dit barns store dag.
  • Vil du gerne undgå sukker, så giv poser med popcorn, frugt på træspyd eller lav en frugtkagekone/mand af udskåret frugt på et stort fad. Madder med pynt kan også udgøre en kone eller mand.
  • Du kan udlevere slikposer eller bægre med frosne vindruer eller fx små tomater eller melonstykker som skrub-af mad.

Ideer til børnefødselsdag: Gaver

I nogle fællesskaber aftaler man forældrene i mellem, hvordan I gør med gaver.

Hvert barn kan tage en gave med til fødselsdagen, eller I kan aftale...

Den nemme version

Hvert barn i klassen/stuen skiftes til at købe en fælles gave fra hele gruppen til det barn, der har fødselsdag som det næste i rækken. Når man har haft fødselsdag, skal man altså købe gave til den næste, der har fødselsdag. Så aftaler I forældre, hvor meget, man skal købe for. Fx 100 kr.

Så skal hvert barn købe én gave én gang om året. Fødselsdagsbarnet får gaven i klassen/institutionen.

Så får alle børn en gave, også dem, der ikke inviterer til fødselsdag.
Til gengæld er der ikke gaver at pakke op til festen – men det viser sig i praksis ikke at være en mangel.

Hos Legeakademiet har vi gjort os umage med at vælge nogle gode gaver til børnefødselsdag for små beløb. Du kan også bruge vores gavefinder her.

Aktiviteter og sjove lege til børnefødselsdag

Nogle børn vil helst bare lege frit. Nogle ønsker sig at holde fødselsdag med en skattejagt eller en fodboldkamp. Tal med dit barn og spørg eventuelt pædagogerne eller læreren, hvad de anbefaler til lige præcis den gruppe børn. De vil gerne hjælpe med råd og ideer.

En udendørs leg til fødselsdagen er som regel et hit, og det må gerne være en, der er nem at forklare, eller som børnene kender i forvejen.

Når børn kommer udendørs, tager kroppen over, og der kommer gang i blodomløbet. Det hjælper på humøret, og larmen gør ikke så meget. Så overvej at holde fødselsdag udendørs noget af tiden eller hele festen alt efter vejr og årstid.

Du kan finde ideer til udendørs lege for børn i indlægget her

eller kig i vores

Om at invitere børnehaven eller holde fødselsdag for vuggestuen

Du kan måske slet ikke forestille dig at have hele Ulvestuen hjemme til fødselsdag. Hvis du ikke har lyst, så lad være.

Men hvis du er nysgerrig, og hvis dit barn gerne vil holde fødselsdag for kammeraterne, så er der her et par ekstra ideer til børnefødselsdag for institutionen:

  • Inviter fra kl 9.30/10 til 12.00 eller deromkring. Institutionen skal hjem og slappe af, og en af de voksne har fri kl 12.30 eller 13. Tiden flyver.
  • Fordele ved at invitere hjem i børnehavealderen er blandt andet, at der kommer voksne med til at hjælpe.
  • Man får øvet sig på at holde børnefødselsdag, inden det rigtige slag skal slås i skolealderen. Til den tid er børnene ofte er sværere at styre, de kender ikke nødvendigvis hinanden så godt (de har jo ikke gået i klasse sammen så længe i de små klasser), og der kommer ikke voksne med og hjælper.
  • Vær ikke bange for at gå direkte til pædagogerne og bed om, hvad du gerne vil have hjælp til. De er i et fremmed hus, er måske lidt generte og vil måske ikke blande sig i dit hjem – så bare sig til. De vil gerne, hvis du spørger, og de kender alt til børneaktiviteter.
    Nu er du forhåbentlig klar til at holde den bedste børnefødselsdag for dit barn.

Stort tillykke fra Legetanterne.