Sådan indretter du dine børns kreative frirum

Sådan indretter du dine børns kreative frirum
18. marts 2024

Skrevet af gæsteblogger Lærke Gerner Thomsen

Pædagog og indretningskonsulent: fordybet i børn og deres leg og læring.

Sammen med sin mand Bjørn har hun børnene Liv, Dicte og Anker.

Det roder og kan kræve lidt plads at være kreativ med børn. Måske synes du ikke, at du selv er særligt kreativ.

I dette blogindlæg fortæller gæsteblogger Lærke Gerner Thomsen om

Værsgo' Lærke. Scenen er din.

At være kreativ med børn kan skabe ro på eftermiddagene

Børnefamilier har mange fællesnævnere og så alligevel også mange forskelle. Men jeg tror de fleste kan nikke genkendende til hovedpinen over rod og legetøj, der flyder, og børn, der i eftermiddagstimerne kan have svært ved at finde ro.

I vores familie, er vi alle hver for sig i dagtimerne. Så når vi mødes om eftermiddagen, har alle noget at fortælle, og børnene synes ofte at overgangen er lidt svær og skal lige tilpasse sig.

Vi voksne skal have rystet arbejde af og også tilpasse os eftermiddagen med børnene og deres forskellige behov, samtidig med at der skal mad på bordet, alle skal i bad osv.

Jeg oplever det lettere, hvis vi har noget roligt at samle os om. Noget, der nærer vores forbindelse til hinanden og giver rum til snak og refleksion.

Jeg synes, at det er vigtigt at give mulighed for, at mine børn i hverdagen kan komme hjem og stille tilpasse sig overgangen fra skole/børnehave til hjem. Det er en øvelse, et mål og den familie, der lykkes med det mål, hver dag, året rundt, gad jeg godt høre fra.

Det er klart, at alle dage ikke kan være sådan, at man mødes hjemme om noget hyggeligt. Men det at have en fast plads indrettet til kreative udfoldelser, et kreativt frirum, er guld værd mange dage.

Det at være kreativ med børn uden nogen særlig, fastsat aktivitet, mens hænderne er i gang, det giver ro.

Min oplevelse er, at børnene nyder deres eget kreative frirum, hvor de kan have projekter i gang både med og uden os voksne.

Det kreative frirum - hvad er det?

Et kreativt frirum er:

  • Et sted, hvor børns kreativitet ikke er styret af mål og resultater, men af deres egne interesser og nysgerrighed
  • Et sted, hvor der fortrinsvis er ro – børnene har fri
  • Et sted, der gerne er i nærheden af resten af familien og af dig, fx i stue eller køkken
  • Et sted, hvor der måske må ligge ting til tørre eller stå ting, børnene gik i gang med dagen før – hvis du  har plads. Ellers er en tørresnor en glimrende ide
  • Et sted, hvor du kan være kreativ med dine børn – men også, hvor de kan have deres projekter i fred for bedømmelse og præstationsræs
  • Et sted, hvor alle slags måder at være kreativ på er i orden. Det er mere end papmache og maling. Lad dit barns interesser være din guide.

Kender du disse 5 grunde til, at forældre ikke er kreative med børn?

Jeg har dagligt kontakt med mange børnefamilier og der er et par fællesnævnere, når det kommer sig til spørgsmålet om, hvorfor de ikke har fået skabt plads til kreative udfoldelser derhjemme: 

  • Det roder
  • Mon ikke børnehaven/fritteren klarer den?
  • Jeg kan i hvert fald ikke finde ud af det
  • Vi har ikke plads
  • Mit barn vil hellere være ude at lege.

Men hæng lige på – her får du mine svar:

  • Mit barn vil hellere være ude. Hvis vi starter med det sidste, så er der jo ikke noget galt med, at børn gerne vil være ude og lege. Hurra for det!

    Men de kan godt stadigvæk have stor glæde af at have et sted indendørs til rolige og fordybende aktiviteter. Det styrker i øvrigt typisk deres finmotorik, koncentrationsevne, giver ro og lyst til at tale om dagen, der gik og ikke mindst giver mulighed for at sidde tæt sammen efter en dag hver for sig.
  • Vi har ikke plads. Spørgsmålet om, hvorvidt man har plads til det, kan selvfølgelig godt komme på tale. Men det har jeg nogle bud på en løsning til. Hvis du lige hænger på, så gennemgår jeg det længere nede.
  • Ungerne er kreative i børnehaven/fritteren. Om børnehaven/SFO'en klarer den ... tja, det er jo nok meget forskelligt - og ikke det samme som, at det ikke kan være en god ide at have det derhjemme også.
  • Jamen jeg er slet ikke kreativ. Der er ikke noget i vejen for at være kreativ sammen med sine børn, bare fordi man ikke kan tegne noget, der ligner. Børn er utroligt taknemmelige, og du skal altså være usandsynligt fummelfingret, for ikke at kunne sætte perler på snor eller sætte to byggeklodser sammen.

    For mange voksne er det typisk resultatet vi går efter. Og det skal være flot eller ligne noget andet vi har set.
    De fleste børn, særligt de mindre, er mere fokuseret på processen, at det skal være sjovt og hyggeligt, og at materialerne ”taler” til dem.
  • Det roder. Ja, det gør det. Men det er muligt at gøre det nogenlunde kontrolleret, hvis man tager lidt styring på det. Følg mine tips nedenfor. 

Kreativ med børn - sæt ambitionerne efter, hvad du kan overskue

Det kreative frirum betyder ikke, at nu skal du sige ja til al kreativitet.

Det er muligt at indrette et kreativt frirum og dermed sige ja til f.eks. papir, tusser, limstifter og perler i hverdagen og gemme maling, glimmerlim og limpistol til dage med god tid og mulighed for selv at være med.

Ved kun at have et mindre udvalg stående fremme, gør du det mere overskueligt for børnene og lettere at rydde op.

Hvis du har det helt stramt med ting, der sviner, så erkend, at du har det sådan og skab muligheder ud fra det. Så kan fu f-eks beslutte at maling kun er i weekenden, kun udendørs, eller måske kun hos mormor.

Hvad der end fungerer, lidt er bedre end ingenting. Kreative børn har ikke glæde af at sidde ved spisebordet, pakket ind i plastik og en voksen stående i nakken, klar til at overtage penslen.

Man må godt vælge noget fra

Jeg har selv lagt maling og limpistol væk for tiden.

Vi er flyttet og har renoveret ret heftigt, og jeg kan ikke overskue det. Det er ikke et nederlag, men en erkendelse.

Det er ikke for altid, men i en periode. Jeg ved jeg kommer til at råbe ”Neeej, ikke på de nye gulve!”, det går ikke. Derfor er det lagt væk.

Mine børn har bunker af perler og knyttesnor, alt i farveblyanter og tusser, forskellige papirtyper, limstift og sakse, naturfund, modellervoks og slim, klistermærker og maskintape.

Derudover går de meget op i at lave skolelignende opgaver, fordi den ene lige er startet i skole.

Du behøver ikke gide det hele. Der skal bare være nok af det, du så synes, dit barn godt må have.

Lidt er bedre end ingenting, mere er endnu bedre. Altå ikke mange af forskellige ting. Men mange tusser, mange meter og farver knyttebånd, mange perleplader.

Så kan du finde ro i sig selv til bare at lade dem bruge det, som de lyster. Et kreativt frirum skabes i de frie rammer til at bruge det, der er.

Du kender nok køkkenbordsproblematikken

Køkkenbordsproblematikken er irritationen over, at kreative projekter fylder på spisebordet.

Man orker jo ikke at sige ja til, at ungerne kan male efter skole, hvis det betyder, at vi skal pakke det hele væk for at komme til at spise. Det kender du sikkert godt.

Jeg kan godt overleve, at ungerne laver perleplader, mens de spiser morgenmad. Men det er irriterende, hvis børnene hver eftermiddag har krea-ting på bordet, og jeg synes også, det er ærgerligt, hvis deres projekter aldrig kan være længerevarende, fordi det ikke kan få lov at stå.

Børnenes værelser er fine til projekter, men ofte er det rart, hvis man kan starte med at sidde med og hygge omkring den igangværende aktivitet, og så sive hen til køkkenet, når tiden er ved at være til det.

På den måde er vi ligesom stadig sammen, men laver forskellige ting. Og bedst af alt: ungerne kan forlade det og vende tilbage senere eller dagen efter.

Værd at huske når du indretter et kreativt frirum:

  • Afgør, hvor meget plads du kan frigive
  • Find plads et centralt sted, hvor de voksne opholder sig mest
  • Begræns udvalget, evt. et lager med sorteret indhold, så der let kan skiftes ud i udvalget
  • Undersøg løbende, hvad der interesserer
  • Husk på, at det er et frirum. Der er ikke noget rigtigt og forkert, og det er et rum til ro og fordybelse, børnene definerer selv ud fra, hvad de har tilgængeligt.

Find et egnet sted i nærheden af de voksne

Jeg synes, at man skal finde plads til et kreativt frirum i, eller i absolut nærhed af køkken/alrum/stue. Pladsen behøver ikke fylde meget.

Det er selvfølgelig fedt, hvis du har plads til et ekstra spisebord, opbevaringsmøbel og flere stole.

Men det er jo nok de færreste, der har pladsen eller lysten til at lade krea-projekterne fylde så meget. Det kan også sagtens være et mindre bord og en hylde eller to på væggen og evt. en opslagstavle til de fine tegninger, collager og malerier.

En køkkenskuffe og enden af køkkenbordet, en barstol og lidt plads på en hylde.

Du behøver ikke at skyde ideen væk, fordi du ikke har ret meget plads.

Hvis du/I sorterer og opbevarer alle krea-tingene uden for rækkevidde, så kan du nemt hive det frem i små mængder ad gangen og så løbende skifte ud.

Hos os gør det godt at samles om noget roligt efter vi er kommet hjem, selvom det giver lidt (okay, sommetider meget) rod. Og børnene har ofte lyst til at fortsætte, når jeg så skal lave mad.

Er I flere voksne, så kan den ene daffe i køkkenet mens den anden fortsætter med krea-hyggen. Eller I kan spise rester, rugbrødsmadder eller morgenmad til aftensmad og vinde mere hyggetid på den måde.

Forslag til at skabe plads til et kreativt frirum

I vores gamle hus, lå vores soveværelser på 1. sal. Børnene var små og brugte slet ikke deres værelser, med mindre en af os var med. Ofte var jeg alene med børnene om eftermiddagen, og når der skulle laves mad. Det var ikke altid vildt fedt, og det var umuligt at være med børnene på 1. salen og samtidig lave mad.

Løsningen er at finde en lille plads nær eller i stuen eller køkkenet. 

Vi var så privilegerede, at vi havde et rum, der stødte op til køkkenet, hvor jeg kunne placere et gammelt spisebord ved et vindue. Vindueskarmen og bordenden havde plads til papir, tusser, sakse, limstift og klistermærker. Uden for børnenes rækkevidde hang vi to skabe med plads til modellervoks, forskellig maling, pensler, stempler, garn, væv, små perler og snor, perleplader, stofrester, limpistol, skrald og naturfund.

Hvordan jeg skabte et kreativt frirum i køkkenet

Nu har vi et etplanshus, og det hele ser noget anderledes ud. Jeg har ikke længere ekstra kvadratmeter til at lave et selvstændigt kreativt frirum. Men det stopper os ikke – og her er, hvad vi gør i stedet.

Pigernes værelser støder op til køkken/alrummet. De er blevet større og har oftere lyst til at være på egne værelser sammen eller hver for sig. Deres krea-ting er fordelt på værelserne, men de tager det ofte ind i køkkenet. Det ender på spisebordet, til min store irritation – som du sikkert kender, hvis du lige har læst afsnittet om Køkkenbordsproblematikken.

Til gengæld er der kun få meter for at få det lagt på plads i værelserne igen. Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Når vores køkken er færdigt, skal de have et kreativt frirum der med plads til to skuffer med kreating og to barstole ved vores køkken-ø, hvor børnene kan sidde. 

Skuffferne i køkkenet er jo ikke nok til alt, hvad de har, men det er nok til at give dem plads et sted i huset, hvor vi alle opholder os meget og hvor vi kan være sammen og nærværende selvom vi laver forskellige ting.

Skuffernes indhold vil jeg så skifte ud løbende, så det matcher deres interesser.

Ren praktisk er det vigtigt, at vi kan være sammen, mens der laves mad, og så sætte os til bordet, uden at skulle rydde aktiviteterne væk først.

Jeg håber inderligt, at du med har fået lyst til og mod på at indrette et kreativt frirum til dig selv og dine børn.

Vil du læse flere tips til indretning med fokus på børns leg? Så har jeg også skrevet dette blogindlæg om at indrette haven til leg


God fornøjelse
Lærke

 

For god ordens skyld, vil jeg nævne, at indlægget er udtryk for mine egne meninger og holdninger til børn og indretning. Det er skrevet med baggrund i mine erfaring som mor, pædagog og indretningskonsulent - og første gang forfattet i efteråret 2020.

Jeg holder mig opdateret om emnerne, fordi det interesserer mig. Jeg har i mange år arbejdet med børnehavebørn og sammen med mine kollegaer skabt læringsrum til leg, læring og fordybelse inspireret af Reggio Emilia pædagogikken.

Related posts