Sådan indretter du haven til leg

Sådan indretter du haven til leg
26. maj 2023

”Hvis jeg er i haven, kan jeg glemme tiden, og pludselig er der gået et par timer. Her er jeg virkelig fri.” sådan siger Signe Wenneberg til EUROWOMAN i slutningen af 2016.

Sådan tror jeg stadig hun har det, og mon ikke der er andre end mig, der kan nikke genkendende til det udsagn? Er det ikke derfor vi køber hus med have, sommerhus eller kolonihave? For at komme ud? Er det ikke derfor vi gerne slæber jord til krukker, ligger på knæ i timevis og nænsomt fjerner ukrudt rundt om stauderne? Derfor vi river perlesten i indkørslen, graver huller til havehegn, renser terrassefliser og slår græs?

Det er i min optik, enten fordi vi godt kan lide det hårde arbejde og den terapeutiske virkning på sindet, eller fordi vi bilder os ind, at når alt det hårde arbejde er færdigt, så skal vi sidde i solen og drikke kaffe i ro og mag. Eller måske lidt af begge dele.

Børn elsker havelivet. Nogen mere end andre, nogen mere vildt, andre mere roligt.

Og de er ikke til at styre når først de er derude. De suger til sig og lærer om naturen, om familielivet, om dyr og insekter, om vejrforhold, årstidernes skifte, konflikthåndtering, fællesskaber, deres kropsforståelse styrkes og jeg kunne blive ved.

Jeg har både have og børn, og jeg har aldrig haft det ene, uden det andet. Og for at vende tilbage til kaffen i ro og mag, så har jeg også en del erfaring med at få det til at lykkes eller måske rettere mislykkes.

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg som pædagog har siddet med ryggen op ad et træ ude i skoven og nydt en kop kaffe efter frokosten, mens børnene har leget og hygget sig med hinanden.

Men hjemme i haven er det lidt en anden sag, og det har noget at gøre med, hvordan vi indretter os. Jeg har gjort alle fejlene, rettet op på nogle og døjer stadig med andre. Men jeg har spottet, hvad der virker og hvordan vi får det til at lykkes, så vi både kan høste blåbær og drikke kaffe, mens børnene leger.

At indrette sin have

Det at indrette sin have er på mange måder ligesom at indrette sit hjem. Når vi taler om at indrette os – som familie og særligt familie med små børn – så gælder det, at man lige så godt kan droppe tanken om, at børnene leger på værelset. De slæber dukkesenge, bilbaner og legoklodser ind i stuen eller køkkenet, og de synes kun sjældent, at det er sjovt at rydde det op igen. Det samme gælder udendørs.

Børnene vil være hvor vi er.

Helt naturligt og trygt, vil børnene gerne lege i nærheden af deres forældre, ikke nødvendigvis for at blive set hele tiden. Bare for at have nærværet og muligheden for at blive set og hørt, fra tid til anden. Jeg synes det er vigtigt at imødekomme børnenes behov for at være tæt på os. Min erfaring siger mig også, at de trygt bevæger sig væk i kortere eller længere tid, når de har fået opfyldt behovet for nærhed.

Når vi står over for at indrette vores have til leg, og bevares – kaffedrikning – så synes jeg det er klogt at overveje følgende:

  • Placering af udendørs rum
  • Lysten til at være ude – sammen
  • Materialevalg

Placering af udendørs legerum

At placere uderum til leg, velovervejet, er virkelig vigtigt. Ofte kræver det nogen forberedelse (grave/støbe, male, bygge mm.) og det er bare rigtig ærgerligt at få placeret legehuset i bagende sol fra morgen til aften eller gyngen i den ende af haven, hvor de voksne ikke kan se, når barnet råber ”se mig!”

Min familie og jeg var for nogle år siden på en uges sommerferie i småland. Vi voksne var trætte efter en hård tid med husbyggeri og vores to små piger havde bare brug for at være sammen med os, uforstyrret. Det var rigtig kedeligt vejr hele ugen, koldt og småregnende. Men indretningen, både inde og ude, reddede fuldstændig den ferie. Det var så gennemført, at det ikke var til at misse, hvad der var så genialt. Alle de steder der var lavet et område for børn, var der en dejlig siddeplads til en eller flere voksne. Helt enkelt. Hver gang vi satte os (med en kop kaffe) var der noget, der var henvendt til børn. Der var virkelig mange siddepladser og virkelig mange små kasser og kurve med legetøj eller bøger. Udenfor var der hængekøjer og havemøbler, placeret ved legehus og sandkasse.

Det er ikke lige sådan, jeg ønsker at mit hjem skal se ud. Det er, efter min smag meget hyggeligt til et sommerhus, men ikke tjekket nok til et moderne hjem. Men man kan sagtens bruge tankegangen, når man indretter sin have.

Der er selvfølgelig stor forskel på haver. Både størrelsen og graden af beplantning har selvsagt stor betydning for, hvor meget sol/skygge, den enkelte have har. Og områder med skygge eller delvis skygge er gode steder at placere større lukkede ting som f.eks. et legehus. Det er bare ikke rart at lege i et stegende hedt hus. Det er en god ide, at undersøge, om der er steder i haven, hvor det ofte blæser og hvor der evt. er en lækrog. Når I ved hvilke legerum I gerne vil have, kan I også tænke på, om noget er klogt at placere på en måde, så I har godt udsyn til det. Det kunne f.eks. være et højt gyngestativ med rutsjebane, hvis man har mindre børn, der leger alene i haven for en stund.

Hvis I synes der er flere oplagte muligheder for placering, så prøv at se legen for jer. Hvad ville et barn typisk gøre?

Jeg ved, at hvis jeg sætter sandkassen i den ene ende af haven og legehuset i den anden ende, så får jeg sand i en lige linje mellem de to. For børnene fylder sand i gryder og vandrer så hen i legehuset for at stille det i ovnen. Vi har legehus, sandkasse og bord samlet. Så kan Den Store Bagedyst gå i gang. Derud over er der fri afbenyttelse af blomsterne på en hortensia, som også er plantet i nærheden af sandkassen. (Til gengæld skal de holde nallerne fra mine pæoner). Sådan har vi en aftale, og det går fint.

Prøv om I kan komme til at placere de vildere ting, der hvor det evt. ofte blæser. Det er fint nok at gynge eller hoppe i trampolin i lidt vind, men måske mere rart at ligge i hængekøje eller bygge hule et sted med læ.

Det er mange ting at tage hensyn til og det er klart, at ikke alt kan lade sig gøre. I må prioritere og finde ud af, hvad der giver mening for jeres familie. Måske er I nødt til at tænke alternativt for at skabe lækroge og skygge. Det kan være nødvendigt at sætte hegn, så det danner en krog eller hænge sejl over steder, der om sommeren er for varme.

Min klare anbefaling og hvad jeg ville prioritere, er uden tvivl:

  • Skab små legerum, hvor de ting børnene bruger sammen er samlet.
  • Sæt havemøbler/bænke/hængekøje i nærheden af alle legerum.
  • Hvis det er muligt, så placer lukkede rum som f.eks. huler eller legehuse i hel eller delvis skygge.

Lysten til at være ude – sammen

Når man planlægger hvad man vil med haven og hvilke ting man vil bygge eller investere i til børnene, gælder det om at lægge planerne væk, så snart I er enige og bare komme i gang. Man kan ligesom ikke forcere processen her. Børn udvikler sig lynhurtigt, og det nytter ikke, at man har et barn på halvandet år, og først får sat sandkassen frem, når barnet er blevet 5 år og er mere interesseret i trampoliner og svævebaner. Det er ikke fordi børn ikke kan have glæde af sandkasser langt ind i skoleårene. Jeg synes bare, at man bør ”smede mens jernet er varmt” og etablere de legerum, der nu engang interesserer barnet. På den måde får man flere år med god leg i haven.

Det næste jeg vil sige falder formentlig ikke i god jord, men jeg vil nu alligevel give det lidt plads. Jeg synes nemlig det er vigtigt at komme i mål. Med andre ord bør man lave et reality tjek af ens evner, tid og overskud.

Jeg ved, hvordan det er at ville noget og synes, at man burde gå all in, men bare ikke have tiden til det.

Vi ønskede, da vores ældste var 2 år, at hun skulle have et legehus. Jeg drømte om, at min mand skulle bygge det og jeg skulle indrette det, og Liv selv skulle plante blomster. Vi lavede et reality tjek og endte med at købe et legehus, der bare skulle samles. Det gjorde min mand på en weekend, og alle vores tre børn har leget så fint og haft stor glæde af det. Meget mere, end de havde haft, hvis det aldrig var kommet fra tegnebrættet, fordi vi havde søsat et projekt, vi ikke orkede.

 

Når vi indretter legerum i haven har vi især fokus på børnene. Men en vigtig og meget motiverende faktor for at komme ud i haven sammen er, at vi også indretter haven til os voksne. Hvis vi indretter vores haver på måder, så vi voksne har noget at komme efter, har vi rigtig mange timer i haven foran os.

Jeg gider ikke gynge mine børn særlig længe, indrømmet, og jeg gider heller ikke æde deres sandkager hver dag i 4 måneder. Men jeg gider godt at fodre høns og hente æg. Og jeg gider godt at tjekke fuglehuset for at se, om der er fugleunger. Jeg vil gerne have et insekthotel og et stykke med eng. Så kan vi slå op i gamle bøger og finde ud af, hvor mange forskellige arter græs eller bier vi har i haven. Jeg vil gerne plante blomster og feje fliser og vande jordbær.

Listen over ting jeg godt gider i min have er længere endnu og de fleste ting vil børnene gerne hjælpe med. Det, at børnene gerne vil være med, sænker også barren for hvor meget, der kan lade sig gøre, fordi det hele tager noget længere tid. Det er en balance hver familie må finde. Sammen.

Materialevalg

Det handler om at vælge materialer, vi som voksne kan holde ud at se på.

Hvis man har en terrasse er det f.eks. smart at placere en sandkasse lige midt i det hele. Så kan de små servere sandkager, mens de voksne sidder ved havebordet.

Og skal den stå der – sandkassen – midt i det hele, skal den også helst være pæn at se på. Hvad man så synes er pænt, er jo en smagssag. Mulighederne er mange: færdige løsninger, genbrug man evt. upcycler eller den hjemmelavede løsning. Nogle gange, synes jeg også det er på sin plads at gå lidt på kompromis med æstetikken. Personligt synes jeg ikke, at hverken trampoliner eller legestativer er særligt kønne. Alligevel har jeg et kæmpe gyngestativ med grøn plastik rutsjebane i min have.

Vi bor i en by hvor der ikke er en offentlig legeplads og børnene trængte til at blive lidt udfordret. Mine piger stod som skræmte høns, når vi besøgte vores venner i København, og deres børn spænede rundt på legepladserne. Vi havde ikke tiden til at lave en lækker hjemmelavet løsning, så her vandt den mindre pæne løsning. Børnene har så stor glæde af det gyngestativ, at jeg (næsten) ikke ser, hvor grimt det er.

Det er også her, I har mulighed for at kigge lidt på bæredygtigheden, i de valg I tager. Er det måske en ide at købe noget i materialer, der er solide og kan holde i mange år, hvis I f.eks. skal have flere børn? Gør I det, er det også mere salgbart, når børnene ikke skal bruge det længere. Er det noget I kan købe brugt eller bygge selv af genbrugstræ? Det kan også være en mulighed at købe et færdigt produkt i FSC certificeret træ. (FSC er en certificering, som træ og papir kan opnå, hvis de er produceret under særligt bæredygtige forhold).

Opsummeret vil jeg anbefale punkterne herunder, når I skal i gang med at skabe legerum i haven:

  • Overvej placering i forhold til skygge og læ og skab det evt. selv, hvis jeres have er meget åben.
  • Sørg for at voksne kan sidde godt, de steder børnene leger.
  • Skab gerne små legeområder med installationer der bruges sammen, som f.eks. sandkasse/legehus.
  • Gør jer overvejelser om, hvilke materialer I synes passer ind hos jer.
  • Vær parat til at gå på kompromis, hvis det til gengæld giver stor legeglæde.
  • Find på løsninger, der også giver voksne lyst til at være ude sammen med børnene.
  • Kom i mål med planerne. Find hellere en nemmere løsning, frem for at I aldrig bliver færdige.

Der er mange muligheder og vores præferencer for udeliv er forskellige. Om I er til plastik eller træ, trampoliner eller blomsterdyrkning, eller ligger jer et sted i midten, så håber jeg, at I kan bruge nogle af mine forslag til at få den have med legerum I ønsker jer. Og jeg håber, at alle anstrengelserne giver jer voksne mulighed for en varm kop kaffe i solen, mens børnene er engagerede i skøn leg.

Bedste hilsner

Lærke 

Related posts
Kommentarer
Tilføj en kommentar
Your email address will not be published