Børn bliver kloge af at blive beskidte

Dreng med beskidte hænder
29. marts 2023

En barndom hos de danske Legetanter - del 1.

Som beskrevet i introduktionen til denne blogserie, som du finder her, så vil de danske Legetanter i en række indlæg beskrive nogle sjove detaljer om, hvordan det er at være barn hos en dansk Legetante.

Det første afsnit kommer her, og det handler om et ret afslappet forhold til snavsede børn.

1: Vores børn bliver møgbeskidte. 

Ikke sådan noget med en syltetøjsplet på overlæben eller lidt sorte negle. Næh, når de kommer hjem fra vuggestue, børnehave eller skole, så kan deres overtøj stå selv, fordi det er væltet ind i stivnet mudder, og det er en daglig foreteelse at vaske flyverdragt og vinterstøvler. Derfor er det også helt normalt, at vores børn har minimum to sæt overtøj og fodtøj, så det ene kan blive vasket, mens det andet er i brug. 

Danmark er et land med 5 måneder. November, november, november, november, november, juni, juli, august, september, november, november, november. Det er vådt og koldt størstedelen af året. Det er en del af forklaringen på vores børns snavsethed, for danske børn er udenfor for at lege hver dag i skole og institution.

Meget beskidte flyverdragter er en del af hverdagen i DanmarkMeget beskidte flyverdragter er en del af hverdagen i Danmark

Danske børn har de sorteste tæer.

Men i de få sommermåneder er den også gal, for der render børnene rundt i bare tæer. Kulsorte fødder er en fast del af hverdagen. Børnene får også solcreme på i institutionen og i skolen, hvor de nogle gange selv skal tage det på, og derfor bliver de lidt klistrede kroppe ofte meget snavsede.

Pædagoger og lærere kan også sagtens finde på at starte en kæmpe vandkamp, så skiftetøj er vigtigt at huske om sommeren, og derfor kan vores børn ende med at komme hjem med to sæt vådt tøj, jord i håret, skidt på kroppen og de sorteste tæer i mands minde. Det er altsammen helt normalt, og vi forældre ser det som et tegn på, at de har haft en herlig dag. 

Vi har en talemåde om, at man skal have et halvt kilo skidt om året for at være sund, så det gør ikke noget, at der ofte er et drys sandkassesand eller et par myrer i børnenes madkasser. 

Børn hos Legetanterne får såmænd også lov til selv at spise mad med hænderne, når de er 6 måneder gamle. Vi har nemlig en ide om, at selvom grøden måske ender mere i ørene end i maven, så lærer helt små børn at spise selv meget hurtigere, hvis de får lov til at bruge både fin- og grovmotorik og alle deres sanser, når de skal finde ud af at samle maden op og få den ind i munden på egen hånd.

Det sviner ubekriveligt, men faktisk kan rigtig mange børn spise med bestik, før de er 2 år, og meget få bliver madet med ske, når de er over 1 år. 

Behøver vi at skrive, at et bad hver dag også er ret normalt, og at vi er meget glade for vores vaskemaskiner til det mudderindsmurte tøj?

Hvor kommer det afslappede forhold til skidt fra?

Børn på tur i en skovBørn på tur i en skov

Det er som om, at mange forældre i Danmark forbinder børns sorte tæer, beskidte overtøj og klistrede kroppe med trivsel og gåpåmod. Jo mere beskidte, jo mere har børnene undersøgt verden og sig selv, jo mere er deres sanser og fantasi blevet stimuleret. 
Det virker pudsigt, når man tænker over det. Hvorfor forbinder vi snavs med trivsel?

Et ønske om udeleg og frisk luft

I Danmark har vi en kulturel fortælling om, at børn har godt af at komme ud og lege og få noget frisk luft. Når man er ude i mange timer, bliver man også beskidt. Der er ikke en videnskabelig forklaring på, at vi mener, at det er godt at lege udendørs - det er bare noget, vi er enige om uden at tale om det.

Mange vælger institutioner efter, om børn er ude at lege i mange timer hver dag eller ej. Vi har også mange udendørs børnehaver, hvor børnene er ude i en skov hele dagen på alle årstider, også i regn, frost og stormvejr. Den slags institutioner siges at gøre børn kloge og robuste, også selvom virkeligheden i en skov ofte er, at børnene faktisk nogle gange bliver drivvåde og fryser. Så lærer de at hoppe for at holde varmen, får røde kinder, og så bliver vi voksne ved med at holde fast i vores idylliske ide om, at frisk luft og skidt er godt for børn.

Mange børn i Danmark bor i større byer tæt på store veje med tung trafik, hvor luftforureningen stiller den idylliske ide om frisk luft i et kritisk lys. Der er også børn, der bor ude på landet, hvor landmænd bruger kemiske sprøjtemidler, som heller ikke kan siges at gøre noget godt for børns luftveje. Ideen om frisk luft kommer måske fra dengang, hvor vi boede mange sammen på få kvadratmeter, og indeklimaet virkelig var dårligt. Vi varmede huse op med osende koks, også ude på landet, så luften var absolut bedre for børn udenfor. 

Mange danskere var før i tiden landmænd, og der var det praktisk, at børnene legede udenfor sammen med de voksne. De helt små babyer var og er også meget udenfor, for alle forældre i Danmark har en barnevogn, som babyer sover i helt fra fødslen. Udenfor i al slags vejr. Så har vi babyalarmer på, så vi kan høre, når babyen vågner. De små har nemlig også godt af frisk luft, uanset hvordan luftkvaliteten egentlig er.

I dag har langt de fleste børn i Danmark deres eget, lækre værelse at lege på, og vi har plads til at lege indenfor i godt indeklima. Alligevel holder vi fast i ideen om frisk luft.

Der har aldrig været et modsvar om den kulturelle fortælling om, at børn bør lege ude, få frisk luft og blive beskidte. Så det tror vi stadig på, uanset hvad virkeligheden egentlig viser sig at være. 

Vi kalder det også "at krudte af", når børn bliver sendt ud og lege. Børn kan have "krudt i rumpen", som betyder, at de som små raketter har behov for at drøne rundt, hoppe, kravle, være på eventyr og larme. Det gøres bedst udenfor, navnlig i institutioner og skoler, hvor der slet ikke er fysisk plads til den form for vild leg. 

Følg med i Legetanternes serie om en barndom hos Legetanterne

Hvis du vil læse mere om, hvad hygge er, hvad ulvetime er, og hvordan det er at vokse op hjemme hos en legetante, så følg med her på bloggen. Du kan læse første indlæg i serien her.

Kunne du tænke dig at se, hvem vi er, så klik her. Vil du læse om vores tips til en lærerig barndom, så klik her.

Læs del 2 om barndommen hos Legetanterne her.

Related posts
Kommentarer
Tilføj en kommentar
Your email address will not be published