LegeGuide 3: Sådan træner du følesansen

Tips til at træne dit barns følesans
24. marts 2022

LegeGuide 3: Sådan træner du følesansen (taktilsansen)

Følesansen kaldes også for taktilsansen og er blandt dit barns tre primære sanser. De to andre er labyrintsansen (balance) og muskel-ledsansen (bevægelse).

Følesansen har overraskende stor betydning for dit barns trivsel, for den handler om mere end bare at kunne mærke, om noget føles glat, blødt eller hårdt, koldt eller varmt. 

I denne tredje LegeGuide har vi interviewet sansemotorisk konsulent Mette D. Jensen om, hvad følesansen er, og hvorfor den er vigtig for dit barns udvikling og trivsel.

Som bonus får du til sidst også Mettes bedste tips til træning af taktilsansen gennem aktiviteter og leg!

Hvad er følesansen og hvorfor er den vigtig?

Med følesansen/taktilsansen registrerer vi alt det, vi kommer i berøring med: Du krammer dit barn, hjælper det i tøjet og nusser dit barn på kinden. Hiver strømperne op og giver kildeture. Rør ved dit barn på alle mulige måder. Og det sætter følesansen i gang. I leg er kropskontakt også tit en stor faktor.

Følesansen hjælper dit barn til at vide, hvortil det selv går og hvor omgivelserne begynder. 

Følesansen handler både om ydre og indre følelse:
Følesansen sender beskeder til hjernen om de registreringer, huden mærker. Derefter afgør hjernen, om det føltes behageligt eller som en trussel at blive kildet, krammet, pustet på eller føle kulde eller varme. 

”Følesansen er en blanding mellem ydre og indre følelse. Man kan have en ydre følelse, der har at gøre med alt det, huden registrerer. Den undersøger nye ting og finder informationer. Og så er der en beskyttende indre følesans, som får os til at trække os væk, forsvare os eller slå igen, når noget er en trussel. Hvis vores ydre følesans overreagerer, så er for eksempel et kram eller en hue ubehagelig. Det opfattes som en trussel af hjernen helt instinktivt.”
- Sansemotorisk konsulent Mette D. Jensen

Der kan altså gå kuk i følesansen, så den overreagerer. Det betyder, at alle dagens hudpåvirkninger og hver eneste lille berøring kan sætte dit barns nervesystem i alarmberedskab.

 

Ubalance på følesansen kan give kort lunte hos dit barn

Følesansen er afgørende for dit barns reaktion på at være sammen med andre mennesker. Hvis dit barn oplever mange følelses-stimuli som truende eller ubehagelige vil det eksempelvis reagere ved at trække sig væk, skubbe eller slå

”Følesansen påvirker vores sociale relationer og kommunikation meget. Vi kommunikerer jo med kroppens reaktioner. Børn med ubalancer på taktilsansen er ofte meget frustrerede, og det er deres forældre også.”
- Sansemotorisk konsulent Mette D. Jensen

Et taktilt udfordret barn kan reagere voldsomt på en berøring i en leg. Kan du forestille dig, hvordan det må være, hvis hele din krop skriger ”DER KOMMER EN STOR, FARLIG LØVE!!!” hver gang, der er en fra Troldestuen, der giver dig et puf, eller når din mor tørrer din næse?

Dit barn gør bare et forsøg på at forsvare sig fra en ubehagelig følelse, når det skubber. Desværre kan ubalance på følesansen ofte blive tolket som, at det udfordrede barn er hidsigt, uopdragent eller sensitivt. Men det er ikke nødvendigvis forklaringen.

Der er altid en grund til, at børn er aggressive - og det er aldrig fordi, de er onde eller uopdragne. 

Hjernen tolker simpelthen hudens signaler forkert. Det er en ubalance. Det er et forsøg på at komme væk fra en ubehagelig følelse. Og det er ofte følesansen, der er i spil.

Med træning kan dit barns følesans bringes i balance, så hjernen modtager de rigtige signaler og ikke slår alarm alt for ofte.

LegeGuide 3: Sådan skaber du balance på følesansen

Børn med ubalance på følesansen kan ofte have store følelsesmæssige udsving og virke mere irritable end andre børn. Og det er jo ikke så underligt, for det er udmattende at være i mere eller mindre konstant alarmberedskab.

Der er heldigvis en masse, du kan gøre for at hjælpe. Alt, der har at gøre med berøringer af kroppen er en del af arbejdet med at skabe balance. Det kan være svært, fordi det udfordrede barn jo netop ofte skyr berøringer. Hvis dit barn ikke er vild med lange knus og mærker i tøjet virker det oplagt at skåne dit barn, nusse kortvarigt og klippe mærkerne af. Du har måske selv gjort det i den bedste mening. Det var omsorg, så hav ikke dårlig samvittighed.

Nu er du opmærksom på udfordringen, og den sansemotoriske konsulent Mette har erfaring med, at forældre kan opleve forbedringer af deres barns trivsel på bare få uger.

  • Find ind til en måde at berøre dit barn, så det er en god oplevelse.
    Tag små skridt i starten. Nus en fod, klap lidt på ryggen, rør ansigtet med en fjer. Massér med massagebolde, hvis dit barn foretrækker det frem for masserende hænder.

    Legetante Kristina supplerer: I kan også bruge disse vibrerende snurlinger, som vil give dit barn masser af sansestimuli til taktilsansen – husk dog at starte ud med små doser og observer dit barn, så det ikke bliver for overvældende.

  • Brug badet til at prøve forskellige taktile stimuli af. Lav ”prutter” i vandet på maven, gnub med forskellige klude, sprøjt med vand i små engangssprøjter fra apoteket. Prøv forskellige slags badelegetøj af.

  • Leg med sand, som du henter på stranden. Alternativt kan du prøve kræfter med forskellige former for magisk sand. Du vil blive overrasket over, hvor skønt, det føles at arbejde med sandet, som klæber til sig selv uden at klæbe fast til dine fingre.

Start roligt ud med leg, der stimulerer følesansen

Start stille og roligt og find ud af nogle berøringer, som dit barn ikke overreagerer på. Sansemotorik skal altid være sjovt og dejligt. Og altid på dit barns præmisser. Så snart dit barn reagerer negativt, så stop og lav noget andet. Med små skridt kan du og dit barn sagtens komme langt alligevel.

Vi håber, at du blev inspireret af vores LegeGuide om at træne følesansen. Har du brug for mere vejledning, så er der masser af hjælp at hente med Legeakademiets store udvalg af taktilt legetøj, der stimulerer følesansen. Du kan også tage fat i Mette D. Jensen hos Sansemotorik.net og få mere hjælp.

Tak fordi du læste med. Måske er vores øvrige LegeGuides også noget for dig?

LegeGuide 1 handler om, hvordan du træner dit barns labyrintsans (balance)
LegeGuide 2 tager fat i muskel-ledsansen (bevægelse)
Denne LegeGuide 3 omhandler stimulering af følesansen (taktilsansen)
LegeGuide 4 giver dig tips til træning af finmotorik og grovmotorik

Related posts