Virker fidget toys? Få ergoterapeutens svar

Virker fidget toys? Få ergoterapeutens svar
7. marts 2023

Giver fidget toys ro eller er det bare en sjov dille?

Er det fup eller fakta, når du læser, at det øger koncentrationen at lege med squishies, Pop it, tangels og fidget spinnere? I dette indlæg får du klare svar på, hvorvidt, hvordan og hvorfor Fidget toys kan hjælpe dit barn til at koncentrere sig.

Det er blevet helt almindelig at sige, at man bedre kan koncentrere sig, når man har noget at nulre med i hænderne. Fidget toys eller dimseting har en naturlig plads i børns skoletasker og på bordene i mødelokaler. Vi elsker fidget toys, og salget af dem boomer globalt, hver gang en ny slags fidget bliver hypet på TikTok.

Men virker de? Er det sandt, når vi og andre legetøjsbutikker påstår, at fidget toys giver ro og øger dit barns evne til at koncentrere sig? Og hvis det er sandt, hvordan kan det så være?

Vi har bedt vores sansemotoriske ekspert, ergoterapeut og indehaver af sanselab.dk Ann Helene Kristensen, om at rydde op i myterne om fidget toys.

I dette indlæg kommer Ann Helene bl.a. ind på, at fidget toys ikke nødvendigvis er for alle. Om dit barn kan have gavn at fidget toys kommer an på barnets sanseprofil, som du kan læse om her. Vi kommer også med det råd, at du kun bør købe fidget toys fra E-mærkede hjemmesider, som du har tillid til. Så er du sikker på, at legetøjet ikke indeholder problematiske indholdsstoffer.

Hvem er Ann Helene?

Ann Helene Kristensen er ergoterapeut og en vigtig del af Legeakademiets ekspertpanel, som vi er meget glade for at have med på holdet.

"Jeg er ergoterapeut og har specialiseret mig i børn indenfor normalområdet. Jeg arbejder hver dag med børn, forældre og omsorgspersoner for at skabe den bedste hverdag for dem. Med fokus på børns sansemotoriske udvikling driver jeg baby-steps.dk i København, hvor jeg hjælper jer til at give jeres børn de bedste forudsætninger for en sund udvikling. Du kan også følge min podcast her."

Fidget toys er hjernekræs – men ikke for alle

Fidget spinner og andet fidget toys har været kæmpe hits af flere omgange. Men er det bare en irriterende og let forstyrrende trend, eller kan fidget toys den mere end det?

Fra et ergoterapeutisk synspunkt er fidget toys hjernekræs, ligesom bevægelse er det.

Forskning er helt klar på området:

Vores sanseindtryk er det, der holder hjernen i gang. De fodrer den og holder den mættet. Lidt ligesom rugbrød og æbler holder os i gang sådan helt konkret, så er sanseindtryk den mad, hjernen spiser.

Manglende sanseindtryk gør hjernen sulten, og den vil søge indtryk for at mættes. Motorisk uro er lidt ligesom at stikke hovedet ind i køleskabet 8 gange på en halv time for at tjekke, om der NU er kommet noget lækkert at spise.

Fidget toys kan være det, der stiller den lille sult, den hurtige sult, så hjernen hele tiden er mæt og klar til at arbejde. For nogle. For andre bliver det hurtigt forstyrrende.

Man er nødt til at se på det enkelte barn og situationen, der kræver koncentrationsevne for at kunne sige noget om, hvorvidt en tangle eller en Pop it kan være en god ide. 

Dit barn har en sanseprofil. Når du forstår den, kan du bedre tilpasse dit barns behov for at have noget i hænderne.

Ann Helene forklarer meget mere om sanseprofiler lige straks. 

Find tyggebrikker og tyggehalskæder hos LegeakademietFind tyggebrikker og tyggehalskæder hos Legeakademiet
Tyggehalskæder kan hjælpe, hvis dit barn tygger blyanter, kuglepenne, ærmer og halsåbninger i bluserne i stykker.

Fidget toys virker ikke som terapeutisk legetøj i sig selv

Nogle børn har særlige behov for sansemotorisk stimulans for at få motorisk ro og føle sig trygge. Har dit barn fx daglige sammenbrud, store problemer med at være i undervisningssituationer eller oplever ikke at trives i forskellige sociale sammenhænge, så søg professionel hjælp.

Muligvis er fidget toys såsom tyggehalskæder, tangles eller en Pop it stadig en god ide. Men de kan ikke stå alene eller i stedet for terapi. Der skal der en særlig faglig indsats til, som du kan få hjælp til via læge, sundhedsplejerske, institution eller skole.

Har dit barn motorisk uro? På vores blog kan du læse mere om sansemotorik og stimulering af muskel-ledsansen (den proprioceptive sans). Og du kan også finde et blogindlæg, hvor vi skriver om vægtprodukter, og hvornår de kan være gavnlige for dit barn.

Pop it fidget toyPop it fidget toy

Fidget toys der passer til dit barns sanseprofil

Lige som vi alle har forskellige kropsformer, så har vi også forskellige hjerneformer. Altså ikke bogstaveligt, at min hjerne er firkantet, og din er rund, men de er forskellige i den forstand, at deres behov er forskellige, og deres adfærd er det.

Helt konkret har vi hver især en sanseprofil, der fortæller meget om, hvor mange og hvilke sanseindtryk vi gerne vil have i løbet af dagen.

Ann Helene uddyber:

Sanseprofiler er et professionelt arbejdsredskab, som ergoterapeuter bruger lang tid på at udarbejde grundigt og udførligt. Vi anvender det, når vi møder et barn med en adfærd, der tyder på en sanseintegrations- eller bearbejdningsforstyrrelse.

Jeg mener, at vi kan anvende det her i dette indlæg på en forsimplet måde, fordi begrebet sanseprofil giver god mening i forhold til diskussionen om fidget toys og deres effekt.

Kan du finde dit barn i dette skema over sanseprofiler?

Har dit barn en af de fire sanseprofiler?Har dit barn en af de fire sanseprofiler?

De fire sanseprofiler er lige gode. Og de kan alle være hæmmende alt efter dit barns dagligdag. 

Sanseprofiler fortæller først og fremmest, om hjernen lynhurtigt bearbejder sanseindtryk og vil have flere for at holde sig i gang, eller om den bruger mere energi på at bearbejde dagens indtryk og mættes hurtigere.

Populært kan man sammenligne det med, at sanseindtryk for dem med høj tærskel svarer til at spise en masse små snacks hele dagen. De har måske samtidig en god og hurtig forbrænding, så de hele tiden går og er småsultne.

Dem med en lavere tærskel mættes derimod rigtig meget af de indtryk, de oplever, og mætheden holder længe, så for dem er sanseindtryk som rugbrødsmadder for hjernen.

Det sanseindtryk, fx en Pop it giver, opleves dermed som forskellige slags “mad” eller input for hjernen alt efter dit barns sanseprofil. Derfor virker fidget toys også forskelligt fra menneske til menneske. 

Nedenfor uddyber vi de fire profiler - og så lige en enstra krudtugle-profil. Se eventuelt også denne 2 minutters Youtube-video (på engelsk), hvor skemaet med de fire profiler bliver forklaret.

“Sansesøgeren” har gavn af et fidget toy

En sansesøger med et fidget toy vil højst sandsynligt have nemmere ved at være i en stillesiddende aktivitet.

Med en dims i hænderne vil hjernen få ”hurtig mad” hele tiden fra de indtryk, som fingrene opfatter gennem både følesansen og muskel-ledsansen og sender afsted.

Et fidget toy til dette barn kan forhindre, at barnet søger mæthed gennem mindre hensigtsmæssige indtryk: at vippe på stolene, irritere sidekammeraten, klikke kuglepinde eller helt ekstremt løbe rundt og forstyrre.

“Tilskueren” kan måske holde fokus med fidget toys

Har man en sanseprofil med en høj tærskel, så bliver man sjældent overstimuleret. Men tilskueren er heller ikke så god til selv at opsøge stimuli.

Her kan fidget toys være med til at vække hjernen lidt. Altså når hjernen aktivt skal fordøje “mad” = indtryk, så skal den vågne lidt mere op, og vil derfor helt konkret være mere parat.

“Sensoren” og “Fravælgeren” kan også have glæde af et fidget toy

Disse to sanseprofiler får hurtigt for meget. Så kunne man tro, at fidget toys ikke er gavnligt.

Men faktisk kan fidget toys med en tilpas sværhedsgrad hjælpe børnene med at rette opmærksomheden mod dimsetingen og lukke lidt af de øvrige forstyrrende elementer ude.

Her kan et fidget toy hjælpe dit barn til at holde fokus, hvis sværhedsgraden altså er rigtig. Prøv jer frem.

Hvad så med den umættelige ”craver”?

Denne type er kompleks. En ”Craver” mættes nemlig ikke af indtryk, men vil i stedet blot have mere, og mere og mere.

Er du forælder til et umætteligt barn, der bare kører 400 kilometer i timen hele tiden og rører ved, trykker på, hopper, råber og drøner rundt? Så skal du overveje at undgå de hurtige indtryk som pop it og i stedet finde lidt mere mættende indtryk.

Her vil det være en god ide med tungere muskelarbejde, pauser med langsomme, hårdere bevægelser og fysisk pres.

Fidget toys med god modstand og dem med masser af muskel-led-arbejde kan være en hjælp for Cravere. MadMattr er en mulighed, ligesom anti-stressbolde og denne håndtræner.

Høj og lav/low arousal – hvad er det?

I skemaet står der noget med høj og lav arousal, og det er måske ord, du har hørt før men ikke helt styr på. Her kommer en kort forklaring:

Arousal har noget at gøre med, hvor vågne og parate vi er til sanseindtryk. Det er praktisk med lav arousal, når vi skal falde til ro, slappe af eller sove. Og på samme måde er det godt med høj arousal, når vi skal løbe efter bussen eller op til mundtlig eksamen.

Hos de fleste reguleres arousal-niveauet – vores parathed og vågenhed – så det ligger inden for normalområdet.

Har dit barn en høj arousal, kan det være svært for dit barn at komme ned i gear og fordybe sig. Dit barn er måske ofte i bevægelse og kan blive overvældet af sanseindtryk. Lege, der stimulerer følesansen eller muskel-ledsansen, kan være gode til at dæmpe arousal.

Børn med en lav arousal kan modsat virke fraværende og (lidt for) stille og rolige. Lege med tempo og som stimulerer labyrintsansen kan vække dit barns arousal.

Dæmp uroen med ”Ase-mase” lege

For nogle børn er det bedst at tage en 5 minutters pause med jævne mellemrum og give den gas med noget “Ase-mase” leg, hvor muskel-led sansen kommer på arbejde. Så er hjernens behov for stimulering dækket for en periode, og der kan måske være bedre muligheder for fokus og koncentration, indtil behovet melder sig igen.

Du kan finde forslag til “Ase og mase”-lege i dette blogindlæg om motorisk uro.

Ase og mase-lege ved høj arousal eller motorisk uroAse og mase-lege ved høj arousal eller motorisk uro

Er en sanseprofil ikke bare et fancy ord for temperament?

Jo, det kan man godt sige. Der findes mange forskellige måder at inddele mennesker i skemaer, og de er alle ufuldstændige. For ingen passer perfekt i et skema, og vi udvikler os hele livet igennem.

Så hæng dig ikke for meget i, om dit barn er den ene eller den anden profil. Brug det, der giver mening for at forstå, hvad fidget toys kan bruges til.

Skemaer er redskaber, ikke kasser. 

Vil du lære mere om sanseprofiler?

Skemaet med de fire sanseprofiler er udviklet af Winnie Dunn, som er Professor i ergoterapi ved Missouri Universitet. Hendes begreb “Sensory profile” kan du læse mere om ved at låne bøger af Winnie Dunn på biblioteket.

Hvilke sanser bliver stimuleret af fidget toys?

Fidget toys er sansestimulerende, fordi følesansen og muskel-led sansen stimuleres, når vi presser, nulrer, trækker og triller med dem. Disse sanser er en del af det, man kalder de primære sanser. Den sidste sans er labyrintsansen.

De primære sanser sikrer, at vi trives, fordi de gør det muligt for hjernen at tage sanseindtryk ind, reagere på dem og efterfølgende lære af sanseindtrykkene.

Du kan læse mere om sansemotorik i Legeakademiets legeguides til følesansenlabyrintsansen og muskel-led sansen.

Hvordan giver Fidget toys sansestimulering?Hvordan giver Fidget toys sansestimulering?

Skal alle børn så have et fidget toy?

De fleste børn vil gerne være med på den nye dille. Om dit barn er med på moden, eller om et fidget toy stiller et behov for hjernekræs er op til dig at afgøre.

Hvis dit barn lader til at finde ro ved at have noget i hænderne, så vil et fidget toy nok have en god effekt. Hvis dit barns adfærd ikke påvirkes positivt og måske endda bliver mere forstyrrende af at sidde med en tangle, pop it, fidget cubes eller andre dimseting, så er det nok ikke et godt match med dit barns sanseprofil.


Nogle børn står helst på hovedet i sofaen, når I ser film. Det er en god ide at tage det som et fingerpeg om, at dit barn har svært ved at holde fokus og holde kroppen i ro. Vær nysgerrig, åben og se altid dit barns adfærd som et forsøg på at stille behov - ikke for at lave ballade.

Er fidget toys farlige?

I 2021 testede Forbrugerrådet Tænk fidget toys og fandt, at de kan indeholde problematiske stoffer. I Danmark har vi heldigvis skrappe regler med grænseværdier for indholdet i legetøj til børn. Men fidget toys købt på Wish og lignende hjemmesider lever ikke nødvendigvis op til de samme sikkerhedskrav. 

Hos Legeakademiet sørger vi for, at du som kunde kan regne med, at vores legetøj er godkendt efter alle regler i Danmark og EU. Køb altid kun fidget toys fra E-mærkede hjemmesider, som du har tillid til.

Se eventuelt vores blogindlæg om "Pop Its: sandt og falsk om farlig kemi i de populære fidget toys".

Fidget toys kan både nytte og øge uro

Som med så meget andet, så er vi mennesker forskellige. Sagt helt kort, så er der helt klar evidens for, at hjernen får sanseindtryk og stimuleres af at lege med fidget toys. Det er forskelligt, om dit barn har gavn af det eller ej. 

Det er kun dig, der kan afgøre, om dit barn har fidget toys som almindeligt legetøj eller som hjælp til at øge koncentrationsevnen. Måske kan du også selv have gavn af at have en klump Madmattr liggende i stedet for at trykke på kuglepenne eller pille i neglebånd?


Tak fordi du læste med. Vi håber, at du er blevet klogere på, om fidget toys kan underholde og også gavne dit barn.

Related posts