Hjælp til motorisk uro hos babyer: Balance, bevægelse og berøring

Hjælp til motorisk uro hos babyer: Balance, bevægelse og berøring
31. august 2023

Er din baby motorisk urolig?

Små ben, der okser rundt i luften.

Utilfreds lille baby, der mosler og ikke vil ligge på ryggen, ikke vil ligge på maven, ikke vil noget som helst.

Mini-menneske, der ligger på puslebordet og laver flitsbue, hvor kun hælene og hovedet rører underlaget, mens resten af kroppen står i en bue over underlaget.

Forælder, der er ved at tude af frustration og usikkerhed, når ungen nu igen i dag efter 46 andre dage i samme rille, virker irriteret, er urolig i kroppen og bare er milevidt fra det billede af veltilfreds, pludrende baby, der ligger på ryggen oplever verden med et saligt smil. Eller som gider at ligge i barnevognen og gøje, mens man går tur og taler i telefon for at føle sig bare en lille smule normal i 5 minutter. 

Hvad er der med min baby? Er det træthed? Sult? Ondt i maven?

Er jeg en dårlig forælder eller er al den sprællen og vriden tegn på, at der er noget mere alvorligt galt? 

Hvor er der en voksen?

Hvad skal jeg gøre?

Dette indlæg er skrevet til dig, så læs med.
Legeakademiet har nemlig bedt vores babyekspert Ann Helene Kristensen om hjælp til at forstå, om motorisk uro er et tegn på trivsel eller mistrivsel.

Vi lover dig:

  • at du har meget mere ro på om 5 minutter
  • at du bliver klædt på til at forstå, hvorfor motorisk uro faktisk er helt normalt og endda en positiv ting hos dit lille barn
  • at du lærer, hvordan samvær, leg og kontakt er livsvigtigt for dit lille barn og den eneste vej til trivsel
  • at de 3 B'er er værd at kende til.
Ergoterapeut Ann HeleneErgoterapeut Ann Helene

Ann Helene Kristensen er en fast del af Legeakademiets ekspertpanel.

"Jeg er ergoterapeut og har specialiseret mig i børn indenfor normalområdet. Jeg arbejder hver dag med børn, forældre og omsorgspersoner for at skabe den bedste hverdag for dem. Med fokus på børns sansemotoriske udvikling driver jeg sanselab.dk i København, hvor jeg hjælper jer til at give jeres børn de bedste forudsætninger for en sund udvikling. Du kan også følge min podcast her."

Er motorisk uro hos min baby tegn på, at der er noget galt?

Når du står som forælder til en lille baby, kan tanken om deres trivsel og udvikling fylde dig med bekymring. Det er helt naturligt at spekulere på, om din baby bevæger sig nok, eller om der er noget unormalt ved den lilles adfærd.

Måske oplever du hyppige opvågninger om natten og undrer dig over, om det er normalt. 

Lad os dykke ned i, hvad motorisk uro hos baby er, hvad der er normalt i forhold til babyadfærd, og hvordan du kan støtte dit barns udvikling gennem leg.

Du finder skønt babylegetøj, der hjælper dit barn med at udvikle krop og hjerne, lige her

Leg og samvær med din baby øger trivslen og giver mere ro.Leg og samvær med din baby øger trivslen og giver mere ro.

Babys første bevægelser: Naturlig udvikling

I de første 2 måneder vil din baby bevæge sig i et stift mønster, især når de ligger på ryggen. Disse bevægelser kan virke ubalancerede, men de er en del af en naturlig udvikling. Din babys krop reagerer på reflekser udløst af sanseindtryk. Disse bevægelser er vigtige, da de hjælper din baby med at opdage sin egen krop og forbereder dem til mere flydende bevægelser senere.

Når din baby bevæger sig, sendes der signaler mellem kroppen og hjernen – disse signaler er som vejarbejdere, der sørger for, at 'vejen' er glat uden forhindringer.

Bevægelser - og endda rigtig mange af dem - er en del af en helt naturlig udvikling hos din baby. Motorik handler om bevægelse, og man skal ikke sætte lighedstegn mellem bevægelse og uro. Når baby bevæger sig meget og er meget aktiv, er der sjældent tale om noget forkert.

Tværtimod.

Det er vigtigt at forstå, at babyer ikke er designet til at ligge stille hele tiden, heller ikke når de sover. Bevægelse er ikke nødvendigvis et tegn på, at noget er galt. Som ny forælder må du vænne dig til at være sammen med en lille krop, der er i konstant bevægelse. Babyer udtrykker sig ofte på larmende måder, og det er en del af deres måde at kommunikere og udforske verden på.

Der er sjældent langvarig ro, når man er sammen med et lille menneske, og det er helt normalt.

Selvom det kan virke overvældende, er denne konstante bevægelse og uro en central del af din babys udvikling. Babyer bruger bevægelse til at udforske deres omgivelser og lære om deres kroppe. Interaktion med din baby i form af leg, samspil og berøring er afgørende for deres trivsel og udvikling.

Motorisk uro hos baby: En nødvendig del af udviklingen

Ved fødslen er din babys hjerne stadig i udvikling.

Menneskers nyfødte er de mest hjælpeløse blandt alle pattedyr.

De kan kun det allermest nødvendige, nemlig trække vejret og sutte og synke.

Alt andet skal læres, og din baby kan kun lære ved at prøve.

Den smule, dit barns sanser har lært om at være i verden, bliver ophævet, så snart den lille krop forlader livmoderen. Så skal alting læres påny.

For sansesystemet og forståelsen af verden er bygget omkring tyngdekraften, som er anderledes i livmoderen. Når din lille baby svupper rundt derinde, er det hele noget andet. Så pludselig skal baby ud i en verden, hvor man ikke bare kan være vægtløs.

For at opdage verden omkring dem, må babyer bruge deres kroppe.

Når du taler til, leger med og i det hele taget er sammen med dit lille barn på en aktiv måde, stimulerer du babys hjerne og giver baby en fornemmelse af verden.

Samvær med din baby er alt andet end at baby ligger for sig selv i en babystol, under et legestativ, i en barnevogn eller i et hjørne af sofaen. 

Hvordan hænger samvær og motorisk uro hos baby sammen?

Hav baby hos dig, når du laver andre tingHav baby hos dig, når du laver andre ting

Ved at hjælpe en motorisk urolig baby med at mærke hans/hendes krop, kan du hjælpe med at finde ro. Det sker ved at intensivere sanseindtryk, der fortæller hjernen om babyens position og omgivelser.

Du tænker måske straks, at det lyder som en helt uoverstigelig opgave at ligge på gulvet og lege med din baby hele dagen. 

Bare rolig - det er ikke det, det handler om. Vær gerne nede på gulvet med din baby, men ikke hele dagen. 

Hav gerne baby med dig i dine gøremål, gerne på armen eller i en bæresele, slynge eller vikle, så meget som muligt. Tal til din baby, nus og pludr, syng og rør, tril og kys.

Du skal regne med at skulle lære noget nyt, og det skal du gøre på et ikke helt nemt grundlag.

  • Som ny forælder er det overvældende at vænne sig til, at det konstant er et andet menneske tilstede. Endda et andet menneske i miniformat, der er fuldstændigt afhængigt af dig.
  • Som mor er din krop under den mest omfattende ombygning (den anden på under et år, eftersom du også var under ombygning, da du var gravid), der får renoveringen af Rosenborg Slot til at blegne.
  • Som far vendes din identitet, din hverdag og evt. dit parforhold på hovedet (det gælder også for mor). Mange savner uforstyrret tid sammen.
  • Og som forælder uanset køn er der omkring 2 år forude med afbrudt søvn og en form for søvnunderskud, I aldrig nogensinde har prøvet før. Søvnmangel er en effektiv form for tortur, hvor både kroppen og hjernen skifter gear og ikke længere er den Ferrari, du måske kendte fra før de to streger på graviditetstesten.

Der er vidunderlige øjeblikke som forælder til en lille baby, hvor du oplever, at dit hjerte vokser en størrelse og livets mening pludselig kigger op på dig fra babysengen.

Der er også ufatteligt udfordrende øjeblikke, hvor du er i en form for akut vildrede, som du aldrig har vidst hørte med det til her forælder-show. 

Det er den baggrund, du skal huske, at du oplever alt med din baby ud fra. En form for krisetilstand, som du befinder dig i. 
Det er altsammen fuldstændig normalt og helt, som det skal være. 

Men det er klart, at du tvivler på dine kompetencer. Det er klart, at du føler dig usikker. Du er ved at gøre noget for første gang, og du såvel som dit lille barn har en hel masse nyt at lære. 

Vær tålmodig med dig selv og din baby og husk, at du er det vigtigste i dit barns liv. 

Således bekræftet i, at du er helt normal, når du er usikker, så går vi videre med, hvordan du kan hjælpe dit barn til at lære sin krop at kende med sanserne.

Motorisk uro er faktisk din baby, der lærer

Det kan være svært at vide, hvornår din baby bevæger sig iltert, og hvornår der er tale om motorisk uro som et problem. 
Men egentlig behøver du ikke skelne. 

For det, der hjælper din baby med at lære at være i verden og kende sin krop, er samvær, leg og bevægelse. 

Når forældre kommer hos Sanselab.dk og er i vildrede over deres babys motoriske uro, så er det samvær, nærvær og leg, de skal i gang med. 

Når du først ved, at din babys gryntende lyde og tilsyneladende uro ikke handler om at være sulten, træt eller skal have en ren ble, så er det værd at prøve en af de 3 B'er. 

De kommer her:

Leg med din baby, så trives I bedre begge toLeg med din baby, så trives I bedre begge to

Tre B'er til støtte: Balance, bevægelse og berøring

For at hjælpe din baby af motorisk uro og fremme deres kropsbevidsthed, kan du bruge de tre nøgleelementer: Balance, bevægelse og berøring.

Balance lege

Balancen styres af labyrintsansen.
Den kan du læse mere om her.

Giv din babys labyrintsans en god træning ved fx at svinge din baby forsigtigt i en tumletop eller lade dem gynge i en babygynge, som giver en fornemmelse af op og ned.

En anden spændende leg er at dreje din baby forsigtigt omkring sig selv, som når du danser med baby i dine arme. Dette kaldes rotation om egen akse, og det er en beroligende bevægelse for det lille, umodne nervesystem. Så næste gang du og din baby danser rundt, husk at I ikke bare har det sjovt – I hjælper også med at skabe balance og ro.

Du kan finde en masse babygynger her, og hele vores udvalg af den populære Tumletop her.

Berøring: Aktivering af C-fibre i huden

Berøring er en magisk måde at skabe forbindelse med din baby på.

Når du masserer din babys mave med tryk eller bruger en sansebold til blid stimulering, aktiverer du faktisk noget fascinerende i deres hud - de såkaldte C-fibre. 

Forestil dig disse som små sensorer i huden, der sender beskeder til din babys hjerne om intentionen bag berøringen. Dette hjælper med at styrke følelsesmæssig kontakt mellem din baby og dig, og det er uløseligt forbundet med din babys udvikling. Så næste gang du masserer din baby eller ruller en sansebold over hans/hendes hud, kan du huske på, at du faktisk styrker den lilles sanser og skaber en dybere forbindelse til din baby. 
Du finder massagebolde her.

Hvis du gerne vil se legetøj, der stimulerer din babys følesans, så kig her.

Du kan også læse mere om, hvorfor berøring er så godt for både dig og din baby, her i indlægget fra Legeakademiets sundhedsplejerske Susanne.

Baby, der gumler uroligt på en boldBaby, der gumler uroligt på en bold

Bevægelse: Forstå muskel-ledsansen

Muskel-ledsansen er som din babys indbyggede GPS.

Den kan du læse mere om her.

Den fortæller baby, hvor hans eller hendes krop er i rummet, og hvordan den er placeret. 

Forestil dig, når du lukker øjnene og rækker din hånd ud for at røre noget - det er muskel-ledsansen, der hjælper dig med at ramme præcist, uden at du behøver at kigge. 

Evnen til at kunne mærke, hvor muskler og led befinder sig, og hvor meget styrke, de skal bevæge sig med, kræver øvelse om og om igen. Dit lille barn er fuldstændig på glatis som nyfødt. 

Hjernen har ingen anelse om, at hånden sidder for enden af armen. Som voksen tager du den kropsbevidsthed og evne til at planlægge og udføre handlinger med kroppen for givet, så det er vanskeligt at forestille sig ikke at have den kontrol. 

Men det er altså et langvarigt arbejde at få hjernen og kroppen til at tale sammen. Det kræver bevægelse. Meget bevægelse. Og nogle gange frustration.

Aktive lege og sanglege som "Jeg gik mig over sø og land," hvor du bevæger din babys arme og ben forsigtigt, styrker deres muskel-ledsans og hjælper dem med at forstå deres kropsbevægelser. Du kan fx synge " Jeg har hjemme i kildeland, kildeland.." eller "Jeg har hjemme i trilleland, trilleland..." eller "Jeg har hjemme i sparkeland, sparkeland...", hvor du bevæger din babys krop blidt alt efter dine ord. 

Du finder legetøj til helt små babyer, der er godt til at lære dit barn at styre sin krop, i vores kategori om vende og trille her

Vigtigst af alt er nærvær og kærlighed

Husk, at det er normalt for din baby at blive overstimuleret, især sidst på dagen.

Tænk på, at du også bliver træt sidst på dagen. Derfor oplever du måske også dit lille barns bevægelser og udbrud med mere trætte øjne. Du er i en boble med dit lille barn, og jeres tilstande påvirker hinanden. Du bliver derfor muligvis også mere frustreret eller nervøs over dit barns uro, hvis du selv er ved at være klar til en lur. 

Tag det i betragtning, når du sidst på dagen ser på dit barn og føler dig lidt utilstrækkelig. Vis dig selv tålmodighed og vær nådig, før du dømmer dine forældrekompetencer ude og smider 5000 kr efter et eller andet forældre-webinar, som du alligevel aldrig får set. Læg mobilen langt væk.

En bedre ide til at skabe ro, når I har haft en dag med samvær og leg, bleskift og gåture, fagtesange og køkkenrod, er at sænke forventningerne til idyllen.

Skab et roligt miljø med færre stimuli. Find en krog i lejligheden eller huset, hvor der ikke sker ret meget visuelt. Et sted, hvor du måske vender ryggen til rodet på gulvet, til bordet med madrester og til opvasken.

Hvis du kan finde ro, kan din baby sandsynligvis også.

Vigtigst af alt handler det om nærvær, tryghed, kærlighed og samvær.

Uanset hvilke lege du vælger i løbet af dagen, og hvilken hyggelig krog, du vælger at slappe af i, er dit nærvær, din interesse og din kærlighed afgørende for din babys udvikling.

Related posts